|
|
HARALD MARK - Liv og virke 1899 – 1971
Rie
 Hjemkommet til Kollerup ansætter Harald Oberstinde Hartnack som husbestyrerinde, indtil Gerda vender hjem fra Afrika. I juni måned får han besøg af en tidligere ung pige i huset, Marie Kristine (Rie) Madsen (20 år), som netop har afsluttet Pinsemissionens bibelskole. Dette besøg skal vise sig at blive skæbnesvangert for dem begge. Rie og Harald taler godt sammen og diskuterer bl. a. religiøse og filosofiske spørgsmål. Rie betages af Harald og det bliver til flere besøg på Kollerup medens Rie går på sygeplejeskole i Århus. Betagelsen udvikler sig til en forelskelse, og de indleder et erotisk forhold, som Harald selv betegnede som vanvittigt, da han kunne være Ries far. Men, som han forklarede i et brev til mig fra 25/8 1964, ”er kærligheden blind, og kender ikke forskel på alder, stand eller køn”, og forholdet resulterer i en graviditet, som Rie beslutter at gennemføre.
Harald forklarede i brevet, at han ikke troede, at han kunne blive fader til flere børn, men da han altid havde følt det ”uretfærdigt” at han kun havde fået et barn, støttede han Ries beslutning om at føde barnet, som kom til verden den 8/4 1959 og får navnet Carl Peter Haraldsøn Madsen. Harald køber et hus til Rie i Krusemyntegade 16 i København, umiddelbart før Carl Peter fødes. Rie har arbejde som sygeplejerske på Blegdams Hospital. Han besøger Rie og barnet når han har eller kan gøre sig ærinder i København. Disse besøg resulterer i flere børn, således føder Rie den 4/4 1961 Harald en datter, som døbes Marie Margrethe Haraldsdatter Madsen, og den 17/6 1964 en søn, som kaldes Jens Kristian. De fleste kan forstå, at et sådant forhold kan resultere i ét barn, sværere er det at forstå, at Rie og Harald sætter yderligere børn i verden med de meget vanskelige samlivs forhold som var virkeligheden. Forklaringen må nok søges i den drømmeverden som Harald fremmanede for Rie.
 |
Rie i august 1964 med børnene:Carl Peter,
Marie Margrethe (Perle) og Kristian (på armen)
Harald var som sagt glad for børn og var meget stolt af sine 3 særkuldbørn, som han besøgte i København, så tit han kunne. Rie var ked af at bo i København og drømte om at bo på landet og være fri for at arbejde, blot passe børn og hjem. Harald havde en drøm om at installere Rie og børnene i et hus på Djursland ved Dystrup sø, som han, før det overhovedet var opført, kaldte Dystrupholm, og så kunne Gerda bo på Kollerup, og han selv kunne så dele sin tilværelse mellem disse 2 boliger. Harald får købt jord ved Dystrup sø, men bliver nægtet byggetilladelse.
Med dette afslag brister drømmen om huset på landet for Rie. Udsigten til fortsat at skulle sidde i en lejlighed i København med de små børn går hende på. Samtidig møder hun en afvisende holdning fra sin bror, som også bor i København. Han skal have sagt, at han ikke kunne se hende hos sig, når han havde gæster, fordi de ville skamme sig over hende. Så oven i det daglige slid med at gå på arbejde og passe 3 små børn kommer også et psykisk pres. Familiens og omgivelsernes afvisning af hendes forhold er en ting, men håbet om en bedre tilværelse med børnene på landet brister også. Rie søger tilbage til Pinsemissionen i håbet om gennem dette fællesskab at få styrke til at stå sin hårde tilværelse igennem. Den løsning som trosfællerne i Pinsemissionen peger på er den samme som broderen råder hende til, nemlig at afbryde forholdet til børnenes far, Harald. Dette prøver Rie at gennemføre, men hun kommer under pres fra Harald, som insisterer på i det mindste at måtte se børnene. Hun er således under pres fra flere sider, og på hendes arbejdsplads har hun heller ikke noget godt forhold til kollegerne. I 1963 reagerer hun ved at få en angstpsykose, som medfører indlæggelse på en lukket afdeling på Rigshospitalets psykiatriske afdeling i en måned. Harald taler med overlægen på Rigshospitalet som siger: ”Hvis De vil fru Madsens vel, afbryder De Deres samliv med hende”. Efter udskrivelsen fra hospitalet tager Rie hjem til Krusemyntegade og genoptager sit liv som moder og sygeplejerske. Hun prøver konsekvent at forhindre Harald i at besøge sig og børnene, for at efterkomme de råd, hun har modtaget fra omgivelserne incl. sygehuslægen. Harald føler sig magtesløs. Han er bekymret over udviklingen og føler at indflydelsen fra Pinsemissions kredsen og Ries bror stiller sig i vejen for hans kontakt med Rie og børnene. Da han ikke selv må besøge dem får han den tanke, at han måske kan få lov at sende en anden, som kan se og høre, om alt går vel. Denne anden bliver brodersønnen, Jørgen Mark, som på det tidspunkt er sekretær i Landbrugsraadet og bor i København, og som Harald den 25/8 1964 beder om at aflægge et besøg og melde tilbage. Jørgen besøger efter aftale Rie den 8/9 og har en samtale med hende. I et brev til Harald fortæller han, at børnene og hjemmet ser pæne ud, at Rie har oplyst, at hun kun kommer sammen med sin bror og den apostolske menighed, samt at hun gerne vil til Jylland at bo. Jørgen anbefaler Harald at bistå med at finde en bolig i Jylland, en tanke Rie ikke er afvisende overfor, selvom hun er betænkelig ved atter at skulle komme i et afhængighedsforhold til Harald.
|
|
|
|
|
Carl Peter i 1964. Billede fra børnehaven i Kongens Have.
Perle i 1964. Billede fra børnehaven i Kongens Have.
Krusemyntegade 16, Ries bopæl fra 1/4 -1959 Og til hendes død.
|
|
Harald har overfor sin advokat i København, Ib Qvist, fra Kristian Søndergaards Advokatfirma, tilkendegivet, at han gerne ville finansiere Ries køb af et hus i Silkeborg, men det blev aldrig til noget. Måske har Rie været utryg ved at komme nærmere på Harald og hans indflydelse. Hendes frustration og ensomhed samt omverdnens pres når et højdepunkt, hvor hun beslutter at tage sit eget liv, uanset at den yngste søn, Jens Kristian, kun er et halvt år gammel. Det indikerer, at hun må have følt sig stærkt presset og har været psykisk ude af balance. Hvem vil ellers overlade sine små børn til en uvis skæbne?
Den 26/1 1965 om morgenen begår hun selvmord ved at åbne for gassen i sit komfur i køkkenet på 1. sal. Børnene var alle på 2. sal, men kunne, da de vågnede, ikke komme ind i køkkenet fordi døren var låst. Børnene forsøger forgæves at banke og kalde; de ved at moderen er i køkkenet og at noget er helt galt. På et tidspunkt kommer underboen, Kamma Midtgaard, til og alarmerer politiet. Fru Midtgaard oplyser overfor politiet om eksistensen af broderen, Overassistent Jens Madsen, som kontaktes. Fru Midtgaard følger derefter børnene i børnehaven i Kongens have. Ries søskende til- kaldes af politiet samme dag, men ingen af dem ser sig i stand til at påtage sig ansvaret for børnene. Børnene anbringes derfor indtil videre på et børnehjem, og Harald bliver holdt i uvidenhed om hændelsen. Efter nogen tids overvejelser beslutter de offentlige myndigheder i samråd med Ries søskende, at børnene skal bortadopteres. Det ældste barn, Carl Peter, er da knapt 6 år gammel, medens Marie Margrethe (Perle) er er knap 4 år gammel og den yngste Jens Kristian er et halvt år.
Man vil gerne have, at alle børnene kommer til den samme plejefamilie, men det viser sig at være svært. Det er lettere at finde plads til de yngste, og til ét barn af gangen, men det lykkes for vennerne i Pinsemissionen at finde en familie indenfor kredsen, som vil have alle tre børn. Børnene bliver adopteret af en landinspektørfamilie i Slagelse ved navn Eva og Karl Jeppesen. De har ingen børn selv, og adopterer alle børnene. Børnene ændrer således under adoptionen efternavn fra Madsen til Jeppesen, og mellemnavnet Haraldssøn /Haraldsdatter falder bort.
Familien Jeppesen er efter børnenes udsagn en religiøs familie med krav til børnene om at underordne sig meget indskrænkende husregler. F. eks indespærres børnene i kælderen på huset i Slagelse, når plejeforældrene skal ud. De 2 ældste har svært ved at finde sig tilrette i familien Jeppesen, medens det går lettere for den yngste, Jens Kristian. De 2 ældste, Carl Peter og Perle er gamle nok til at huske moderen og hjemmet i Krusemyntegade, og vantrives under den strenge hustugt. Samtidig bærer de på traumer i forbindelse med moderens død og faderens fravær. Faderen, Harald, blev i forhold til børnene omtalt som gudfader, velsagtens for at forklare den store aldersforskel mellem moderen og faderen (35 år), men de ældste børn havde dog en klar erindring om ham, og savnede ham. Efter en uges forløb får Harald oplysning om Ries død. Han forsøger at sikre sig indflydelse på sine børns opvækst, men er oppe mod moderens familie og deres advokat, som holder ham ude. Nok var han registreret som fader for børnene, men da moderen og faderen ikke var gift, havde han ingen rettigheder over børnene og måtte acceptere at de blev bortadopterede. Omvendt havde børnene ingen arveret efter Harald og blev heller ikke senere modtaget godt på Kollerup, hvor man, naturligt nok, var mest optaget af den smerte sagen havde forvoldt Gerda. Harald forsøgte på et sent tidspunkt, hvor Niels Aage var blevet ejer af Kollerup, at sikre særkuldbørnene en vis økonomisk støtte, men forpligtelsen blev aldrig nedfældet i juridisk gyldige dokumenter, selvom det fremgik af breve fra ham til børnene. Da børnene nåede myndig-hedsalderen forlod de to ældste familien Jeppesen, og tog atter deres døbenavn til sig. Den yngste, Jens Kristian, forblev længere hos familien Jeppesen, og har stadig bevaret efternavnet Jeppesen.
Den ældste søn, Carl Peter, tog til Århus og tog første del af arkitektstudiet der. Anden del af studiet tog Carl Peter ved Akademiet i København. Carl Peter har 3 børn som alle er bosat i København: Samuel (f. 1981), Louise (f. 1987) samt Robert (f. 1989). Carl Peter har i 1995 giftet sig med en arkitekt kollega ved navn Maryam Motlagh. Maryam er flygtning fra Iran. Parret er siden år 2000 bosat i Canada, hvor de driver arkitektvirksomhed i Toronto. Maryam har to børn, Aryan og Aidin fra tidligere ægteskaber. Disse børn bor i Toronto sammen med Maryam og Carl Peter.
Margrethe (Perle) har læst engelsk, arabisk og religionshistorie ved Københavns Universitet. Derfra har hun en bachelor grad i religionshistorie og engelsk, men fik ikke afsluttet sit speciale, da hun fik fuldtids job hos TDC. Perle bor i dag på Østerbro i København.
Jens Kristian har fået psykiske mén af sin turbulente opvækst, og er førtidspensioneret. Han afsluttede skolen med 10. klasse og udfører forskellige skånejob for kommunen i Sorø, hvor han bor.
Kristian, Perle og Carl Peter. Billede fra september 1992.
Kristian, Perle og Carl Peter. Billede fra november 1998
For at få en samlet fremstilling af Haralds forhold til Rie har det været nødvendigt at følge begivenhederne frem i tiden. Vi vender nu tilbage til 1954 for at følge Haralds andre aktiviteter.
|
INDHOLD
(læs som samlet PDF fil)
Forord
Forældre, familie og barndomsår
Skolegang
Videreuddannelse
Ægteskab
Kriseår. Indtog på Kollerup
Krigsfrivillig
Tvisten om arven efter Niels Mark
Kollerup Lerværk A/S
Formand for Tolvmandsforening
Jyske sukkerroedyrkere
Niels Aage
Turen til Afrika
Safari mod syd
Safari ind i Congo
Rie
Dagligliv på Kollerup
Sheila og Niels Aage vender hjem
Rejse til Mellemøsten
Bomærke
Titler
Haralds sidste år
Hans Gadebergs erindringer
Efterskrift
Skriftprøve
|
