|
|
GRETHE MAEGAARD NIELSEN
- gift med Carl Mark og mor til Jørgen Mark
Fødsel og forældre
Grete Maegaard Nielsen blev født den 11. oktober 1908 i ejendommen Vestergade 21 i Odense, som datter af isenkræmmer Knud Oscar Nielsen (1875-1946) og hustru Olga Mathilde f. Topp Pedersen (1882-1951).
Gretes far Knud havde i 1905 overtaget isenkramforretningen Vestergade 21 sammen med sin bror Holger, men de 2 gik ikke godt i spand, så Knud brød ud af samejet og købte i 1910 isenkram-forretningen Chr. Jørgensen og Co. på adressen Søndergade 34 i Nakskov. Her fik Grete som 2 årig sit hjem i lejligheden ovenpå forretningen i Søndergade (privaten), og her fødtes Gretes søskende: i 1912 Bent, i 1917 Henning, og i 1920 Birthe Lise.
Grete huskede af gode grunde ikke så meget fra tiden i Odense, hun var jo kun to år, da de flyttede.
Men fra tiden Nakskov var der selvfølgelig mange erindringer. Der var erindringer fra sommer-feriene i Spodsbjerg, hvor de sejlede frem og tilbage med damperen ”Sif” som gjorde dem søsyge.
I August 1914 udbryder Verdenskrigen, og Gretes far, Knud, som var reserveofficer, blev, 39 år gammel, indkaldt til tjeneste ved sit regiment i Odense, som en del af sikringsstyrken som skulle værne landets neutralitet.
Grete huskede når hendes far kom hjem på orlov, solbrændt og mager. Så kom han op ad trappen til privaten og hans sabel bankede mod hvert trin medens han gik, og så havde han en stor dukke med til hende!
En anden erindring fra den tidlige barndom havde med kusine Musse at gøre. Gretes farbror Jens boede i Velbert i Tyskland med sin kone Frieda Unserod og de havde sammen datteren Liesbeth, kaldet Musse. I 1913 dør Frieda og Jens beslutter at flytte til Danmark med den 8 årige Musse.
I tiden efter hjemkomsten fra Tyskland og til Jens havde etableret sig med isenkramforretningen Langgade 20 i Nykøbing Falster var Musse meget i Nakskov hos farbror Knud og tante Olga, og Grete og Musse etablerede et livslangt venskab selvom de ikke var helt jævnaldrende og havde forskellige interesser. Grete erindrede at de sov i samme værelse, og at Musse bad sit fadervor på tysk.
Aldersforskellen mellem Grete og de yngste søskende. 9 år mellem Grete og Henning og 12 år mellem Grete og Birthe Lise gjorde, at de som børn ikke havde så meget sammen, som voksne derimod var der et tæt og fortroligt forhold mellem de tre søskende, der overlevede børnealderen. Birthe Lise døde som 4 årig i 1924.
Grete fik den opdragelse som var borgerskabets ideal dengang, at hun skulle være godt rustet til at kunne udfylde en fremtidig rolle som moder og husmoder. Der var dengang meget få kvinder som fik en højere uddannelse, og dem der fik en uddannelse var måske dem, der ikke havde de bedste chancer for at blive gift og ”gøre et godt parti”.
Skolegang
Grete begyndte på Nejsigs skole, også kaldet Nakskov private Realskole, hvor hun som 17 årig afslutter skolen med realeksamen i 1925. Grete var velbegavet, men det matematiske lå ikke for hende. Hun fortalte tit, at hun løb sur i, hvor mange nuller der skulle være i tallene. Det sproglige lå godt for hende og med sin realeksamen havde hun et grundlag i tysk, engelsk og fransk, som hun senere skulle bygge videre på.
Efter skolens afslutning er hun i 1925/26 på et års ophold på spejderskolen i Korinth på Fyn. Her er hun sammen med vcninderne ”Pylle” og Oline som hun kender fra skolen i Nakskov. Spejderskolen er indrettet i en stor gl. villa hørende til godset Brahetrolleborg. I en udtalelse fra Spejderchefen oplyses det, at Grete har ledet og efterset køkkenholdets arbejde, samt at husholdningens størrelse var 35 personer. Billeder fra opholdet viser at de har haft det sjovt, og har lært at klare sig selv under primitive forhold. Skolen opvarmedes af brænde fyrede ovne, så en del tid er gået med at kløve brænde og rense aske ud. Billederne viser også ekskursioner til forskellige seværdigheder på Fyn, ligesom der er billeder fra en lejr ved Hindsgavl. Lejren har haft til huse på avlsgården, som dengang tilhørte Middelfart Kommune. De fleste billeder er ikke af en kvalitet som muliggør gengivelse, men de giver dog et indblik i hverdagen. Opholdet på Spejder-skolen slutter sommeren 1926 og albummet fortsætter med billeder af ferieglæder med familie og venner i sommer huset ”Skadereden” ved Maglehøj strand.
Senere den sommer deltager Grete i en rejse til Norge og Sverige sammen med en gruppe unge piger. Rejsen foregår med tog fra København gennem Sverige til Oslo. Man ser gruppen med rygsække og soveposer på Frognesæteren, på Holmenkollen, samt helt oppe ved Lillehammer. På hjemturen gøres der ophold i Trollhättan for at se sluserne.
Schweiz
I efteråret 1926 tager Grete sammen med veninden Agnete Bay fra Roløkkegaard (datter af Knuds officerskammerat Vilhelm Bay), til en international pension for unge piger: La Péraille i Vevey ved Genfersøen. Det var ikke ualmindeligt dengang, at velhavende forældre sendte deres døtre til sådanne pensioner for- i et internationalt miljø- at opnå en højere dannelse, bedre sprogfærdigheder samt kendskab til den mondæne ”down-hill skiing”. I en udtalelse fra skolens leder: Miss B. Hamilton Fox skinner det igennem, at Grete har klaret sig godt, men ikke har været så vel forberedt som man kunne ønske. Til gengæld havde hun været flittig med klaverspil og syning.
Skolen havde sproglærere, som havde undervisningssproget som modersmål, så sprogundervisningen var også en indføring i det pågældende lands kultur. Desuden var der mulighed for at svømme, spille tennis samt, om vinteren, at stå på ski.
Blandt de 20 piger i pensionen synes der at have været et flertal af englændere, og Grete knytter her en livslang forbindelse med Mary. Mary blev senere gift med Walther Keog (Wally) og de kom adskillige gange på besøg i Danmark før de flyttede til Australien.
Gretes fotoalbum viser, at hun blev kørt til skolen af sin far Knud i bil, at hun havde sin bamse ”Felix” med, samt en lang række optagelser, hvor pigerne dyrker sport og ser på omgivelserne i Vevey. Albummet slutter med en række optagelser fra en tur til Italien arrangeret af skolen. Turen går fra de norditalienske søer til Venedig, Florens og slutter i Rom.
Mariaforbundet
Efter hjemkomsten fra Schweiz har Olga og Knud arrangeret et ophold på Mariaforbundet i København for Grete. Mariaforbundet var og er et anerkendt sted for borgerskabets døtre, hvor man bliver oplært i madlavning, barnepleje samt husførelse. Skolen er en internatskole, hvor der føres et vist opsyn med eleverne. Opholdet strækker sig over perioden 1927/28 og Grete er på Mariafor-bundet sammen med sin veninde ”Pylle”. For Grete gav opholdet i København anledning til hyppige besøg hos farbror Svend og fastrene Ellen og Karen som boede sammen i en lejlighed i Rohtesgade på Østerbro, men der var sikkert også andre bekendte i byen. En udtalelse fra Mariaforbundet oplyser, at Grete har lært husholdning på Forbundets husholdningsskole, lært barnepleje på Fuglebakkens hospital samt sygepleje på Bispebjerg hospital. Ved prøverne får hun meget flotte karakterer.
Au pair i England
Efter at have afsluttet uddannelsen på Mariaforbundet tager Grete sammen med veninden Nete Bay til England for at være au pair pige hos Familien Willys i Norfolk. De falder godt til hos familien Willys og Grete udvikler et venskab med datteren Joan, som senere kom på besøg i Danmark efter krigen. Familien Willys var indbegrebet af en velhavende engelsk familie, som boede i et stort hus på landet og opførte sig som man forventede sig en konservativ engelsk familie ville gøre. Grete benytter opholdet i England til at besøge veninden Mary, og hun viser Grete rundt i London.
I lære som hønserist
I 1930 var Grete tilbage efter opholdet i England, og havde fået den ide, at hun ville lære noget om hønsehold, måske for at starte et hønseri selv. Hun kom i lære på et hønseri i Fjeldsted på Fyn og var der sammen med veninden ”Olsen”. Så vidt man kan forstå, må opholdet på Hønseriet i Fjeld-sted have mættet interessen for hønsehold, for siden den tid viste Grete ikke megen interesse for hønsehold, heller ikke da hun senere blev landhusmor.
Kursus i bogholderi og maskinskrivning
I 1931/32 fulgte Grete et kursus i bogholderi og maskinskrivning i København. Under opholdet boede hun hos ”de 3 små” af hendes fars søskende, Ellen, Karen og Svend. Under opholdet havde hun lejlighed til at omgås Nete Bay, som var sygeplejelev i København samt Elsie Jacobsen som også opholdt sig i byen. Gretes brødre Bent og Henning var på det tidspunkt bekymrede for, om det skulle lykkes at få ”afsat”, altså gift Grete. Hun var snart 25 år, og på det tidspunkt var de fleste piger gift dengang, så hun blev af og til drillet i den anledning
Møder Carl Mark
I sommeren 1933 er Grete tilbage på sommerferie på Lolland, hvor familien opholder sig i sommerhuset ”Skadereden” ved Maglehøj strand. Hun havde i København mødt en dame ved navn Lizzie Hartz, som havde bedt hende overbringe en hilsen til forpagter Carl Mark, som drev Vindeholme avlsgård som lå tæt ved. Grete var nok lidt nysgerrig efter at se den ungkarl hun havde hørt om fra Lizzie Hartz, så hun tog ud og overbragte hilsnen. Grete fortalte, at hun blev høfligt modtaget, men ellers ikke sporede nogen interesse. Ved en senere lejlighed skal veninden Elsie Jacobsen holde en fest for sine veninder hos sine forældre i Nakskov. Man mangler nogle passende ungkarle, og Carl Mark inviteres. Ved den lejlighed er Grete i festskrud og nu viser Carl interesse for hende.
Han inviterer hende til middag på Hotel Harmonien, og hun returnerer ved at indbyde ham til middag hos sine forældre i Nakskov. Besøget hos hendes forældre betegnede Grete som en fiasko, fordi Carl faldt så godt i snak med hendes far, at hun følte at han ikke viste hende den opmærksomhed, hun havde forventet. Men Carl gjorde et positivt indtryk på Gretes forældre og søskende, og han må have genoprettet forholdet til Grete, for det ender med en forlovelse og giftermål i Nakskov den 7. Juli 1934. Grete var dengang 25 år og Carl var 33 år. Bryllupsrejsen gik til Czekoslovakiet og parret kørte i Carl 2 personers Chevrolet cabriolet. Turen gav dem et indtryk af nazismens indtog i Tyskland samt af tjekkernes glæde ved at være herrer i eget hus, om end det kun skulle vare kort tid endnu.
Landhusmor på Vindeholme
Hjemvendt efter en vellykket bryllupsrejse begynder hverdagen for Grete på Vindeholme, hvor hun som landhusmoder havde ansvaret for madlavning, rengøring og konservering af fødevarer fra gårdens egen produktion. Hun skulle selvfølgelig ikke gøre tingene selv, der var 2 piger til hjælp, men nu begyndte livets alvor og det var slut med den uforpligtende sorgløse tilværelse hun hidtil havde levet. Grete var fagligt set veluddannet til jobbet, blot var det måske lidt af et kulturchok, at komme fra at lave mad til familie og venner og til at stå overfor de mere upolerede typer som var gården mandskab og som sad i folkestuen og ventede på maden. Grete forsøgte med at lancere grøn salat, som hun viste var sundt, men sådan noget ”kaninfoder” ville de ikke have i folkestuen. Man kan vel sige, at de var meget konservative i kostvalget, og blot ønskede den sædvanlige bondekost.
De økonomiske forhold i landbruget var i 30.erne heller ikke gode, og Carl måtte se at få tingene til at løbe rundt med de lavest mulige omkostninger. Det har vel også været lidt af et kulturchok for en datter af en meget velhavende købmand, at alle anskaffelser skulle overvejes nøje, om end Gretes far Knud også var en sparsommelig og mådeholden person. Uden at det nogensinde er sagt, kan jeg forestille mig, at Gretes mor Olga diskret har hjulpet lidt til med nyt tøj til Grete, når det blot kunne gøres uden at Carl kom til at stå i et dårligt lys.
Gretes ægteskab med Carl skabte nyt liv i Olga og Knuds hjem i Søndergade 34 i Nakskov, hvor der var blevet noget stille efter Birthe Lises død som 4 årig i 1924. Carl faldt vældig godt til hos sine svigerforældre og svogre i Nakskov. Han havde sin egen familie på afstand i Jylland. Det var dengang noget mere besværligt og tidsrøvende at komme frem og tilbage mellem landsdele end i dag. Grete og Carls venner blev også Olga og Knuds venner, og stemningen kom helt i top, da Grete den 18. Juli 1935 fødte Jette. Som sine forældres første barn, og sine morforældres første barnebarn, blev hun sikkert forkælet helt urimeligt. Især havde mormor Olga et stort hjerte, og hun havde også de økonomiske midler til at realisere sine tanker.
Knap 3 år efter Jettes fødsel, den 13. Marts 1938, kom Jørgen til verden og endelig, den 23. Maj 1941, fødte Grete det 3. barn Kirsten. Tilkomsten af 3 sunde og velskabte børn var ikke alene med til at bringe harmoni ind i Grete og Carls ægteskab, det øgede også den gode stemning hos Olga og Knud, som vist følte, at de fik fornyet glæde og indhold i deres liv. Hvis nogen i anledning af denne observation smiler og tænker: Ja, ja, bedsteforældre kan jo også få nok af al den tummel og uro som børnebørn giver anledning til, skal man tænke på, at dengang fulgte der en barnepige med børnenes besøg, og hun var i stand til at tage sig af det grove og skabe disciplin. Knud kom også kun til at opleve Gretes 3 børn, da han døde i 1946.
Krigen 1939-45 gik forholdsvis let over Vestlolland. Det, der blev bemærket, var krigen i luften. Bombefly på vej mod missioner i Tyskland samt luftkampe mellem fly. I August 1943 døde Carls far Niels Mark, som Carl nogle år tidligere havde købt Svallinggaard af. Herved blev han stillet i den situation, at han måtte overtage Svallinggaard nu, før hans kontrakt om forpagtning af Vinde-holme var udløbet. Problemet blev løst ved, at en forvalter drev gården videre efter Carls anvisninger, og i mellemtiden blev Svallinggaards hovedbygning kraftigt restaureret. Det var et krav fra Grete.
I nye rammer på Svallinggaard
Flytningen til Svallinggaard skete i sommeren 1944, og da var ombygningen endnu ikke afsluttet. Bortset fra rodet med håndværkerne kunne man glæde sig over en vellykket restaurering og moder-nisering af huset.
Grete havde 2 køkkenpiger samt en barnepige til hjælp i huset. Det lyder måske af meget, men ud over sin egen familie havde Grete også en forvalter, en elev samt 3 piger boende i huset, og så havde hun de ugifte folk på kost. Disse folk boede dog i nogle værelser, med centralvarme, bad og fælles opholdsstue i en anden fløj.
For Grete betød flytningen til Jylland, at kontakten til familie og venner på Lolland blev mere besværlig. I Randers boede dog en af Gretes skolekammerater, Elin Svendsen, som var gift med direktør Ejnar Falbe-Hansen, chef for konfektionsfabrikken Falbe-Hansen, en af byens store kvindearbejdspladser, og gennem bekendtskabet med Elin og Ejnar Falbe-Hansen kom Grete og Carl til at få en bekendtskabskreds i Randers.
Gretes familie var selvfølgelig spændte på at se de nye omgivelser på Svallinggaard og i Julen 1945 var ombygningen så vidt, at Grete og Carl kunne invitere Olga og Knud samt Henning til at tilbringe Julen på Svallinggaard. Inge og Bent var på det tidspunkt i Norge som Røde Kors udsendte. Juleaften var tillige Knuds fødselsdag, og der ventede ham en speciel gave. Han havde altid været hesteinteresseret, og han fik derfor en norsk fjordhest som han kunne ride på. Han kom også op at ride på sin nyerhvervede hest, men faldt uheldigvis af. Hans helbred var på det tidspunkt noget skrøbeligt, så det var den eneste gang han fik brugt hesten. Som bekendt døde Knud den næst-følgende sommer i sommerhuset ”Skadereden”.
Grete og Carl faldt godt til på Svallinggaard og fik snart også en vennekreds blandt Carls landmandskolleger på Randers egnen. Familien og vennerne på Lolland kom også på besøg på Svallinggaard, men relationerne til dem dyrkedes mest under de tilbagevendende besøg i ”Skadereden” hver sommer frem til Olgas død i sommeren 1951. Skadereden forblev i familien eje endnu i mange år, men kom til at ligge afsides i forhold arvingernes bopæl, og blev derfor ikke brugt nok.
En af de ting Grete og Carl savnede på Svallinggaard var havets nærhed, som de havde haft det på Vindeholme. Dette forhold, sammen med Carl ambition om at købe en herregaard, fik i 1951 Grete og Carl til at se sig om efter en kystnær herregård. Dette førte, som beskrevet i Carls levnedsskildring, til købet af Iisgaard, som uden tvivl blev til stor glæde for såvel Grete som Carl.
Livet på Iisgaard
For Grete, som ved indflytningen på Iisgaard var 44 år, betød flytningen en ændring i det hidtidige livsmønster. På Iisgaard overtog Grete og Carl den tidligere ejers Husjomfru og tjener/chauffør, ægteparret Dagmar og Christian Larsen. Det betød for Gretes vedkommende at hun mere eller mindre var friholdt fra det daglige opsyn med husholdningen, det havde fru Larsen. Det gav hende tid til andet, og da hun var haveinteresseret og der også var en gartner, gik hun i gang med at indrette såvel prydhaven som urtehaven efter eget hoved. Det var ikke fordi der var det store behov for ændringer. Den tidligere ejer, fru Bech, havde forsøgt at skabe sit eget lille ”torneroseslot” som var idyllisk, men som altid er der jo plads til en indretning efter eget hoved.
Stedets idyl og vel nyhedens interesse omsatte sig i en strøm af især sommergæster. Grete og Carl nød at vise ”det nye sted” frem, og når det blot var at fortælle fru Larsen, hvor mange gæster der var til middag, var arbejdsbyrden til at bære.
Fra sidst i 1960érne steg arbejdslønningerne en del, og det blev nødvendigt at afskedige gartneren. Det medførte forskellige forenklinger, og i praksis en nedlæggelse af den køkkenhave som lå overfor Smedjen. Senere sløjfedes gangene i græsplænerne ved hovedbygningen, og til sidst sløjfedes også rosenbedene foran terrassen. I forhold til disse indskrænkninger var Grete, som altid, nøgtern og usentimental. Hun gik ind i indskrænkningerne med konstruktive forslag og uden nogen form for fortrydelse eller bitterhed. Der lå måske også den erkendelse, at hun ikke selv ville kunne overkomme at holde disse anlæg, og hellere så en klippet græsplæne end et sammenvokset bed.
På det kulturelle område var Grete meget interesseret i litteratur og læste mange bøger. Der var hele tiden en i gang og en undervejs. Musik interesserede også meget, men bopælen langt fra de steder, hvor der lå musik og koncerthuse begrænsede deltagelsen. Grete havde lært at spille klaver, og spillede især i de unge år til husbehov. Teater og ballet var der ikke meget af i Jylland i Gretes tid, de interesser blev mest dyrket ved Københavnerbesøg. Malerkunsten havde Grete tæt på livet, fordi hendes moster Betty Rump og hendes kusine Aase Rump var malerinder. De var habile naturalistiske malere, som især skildrede den landlige fynske idyl. Aase Rump kom i mange år på sommerferie og malede så også portrætter af Grete Carl og børnene. De mange arvestykker og Aase malerier under hendes sommerbesøg, gjorde nok at der ikke blev købt anden samtidig kunst til.
Kirstens død
Værre end forskellige indskrænkninger i den polerede overflade var det, at Kirsten omkom, 15 år gammel, som følge af et færdselsuheld.
Det er under alle omstændigheder svært at fatte Guds mening med, at en blomstrende ung pige skal dø, selvom der har været millioner at sammenlignelige tilfælde. Grete og Carl havde meget svært ved at komme sig over Kirstens død, og det kastede i årevis en skygge over deres liv.
For Gretes vedkommende kom dertil nogle lidelser forårsaget af klimakteriet. De kom til udtryk ved migræne og til tider depressioner. Det fortog sig med tiden, men var ret invaliderende medens det varede. Det var før man havde effektive midler mod migræne, så det var meget generende og smertefuldt. Depressionerne gav sig udslag i et ønske om at være alene med sig selv. Grete anskaffede en brugt campingvogn, som blev stillet op ved havet neden for havvejen. Når hun fik behov for ensomhed gik hun ned til denne campingvogn og overnattede sommetider der. Jeg forestiller mig, at havets brusen og den friske havluft har været en lise for sjælen.
Sportslige udfoldelser
Grete havde under sit ophold på skolen i Schweiz fået lært at stå på ski, og havde lyst til at tage skisporten op igen, så snart det var muligt at rejse ud igen efter krigen. Carl havde kun kendskab til den skisport man kunne drive herhjemme, men var med på ideen.
De første rejser gik til Norge sammen med vennerne Vivi og Peter, men snart trak Alperne mere, og det blev til en række rejser til Østrig, Italien, Schweiz med og uden børn. I forhold til at arrangere disse rejser var Grete den man hældede hoved til. Hun var den mest rejsevante og den mest sprogkyndige. Man må tænke på, at dengang var sprogfærdighederne- især blandt landmænd- ret små. Der var blandt landmandsvennerne flere, som i begyndelsen slet ikke turde rejse ud, med mindre Grete var med.
I 1957 blev Randers Golfklub etableret og en 9 hullers bane blev anlagt. En af initiativtagerne var Ejnar Falbe-Hansen, som pressede stærkt på for at Grete og Carl skulle begynde at spille golf på banen i Fladbro, også selvom de boede så langt væk som på Iisgaard. Der var dengang ingen nærmere golfbane. Grete og Carl tog udfordringen op og begyndte at spille golf. Grete havde de bedste muligheder for at komme ud og spille. Carl måtte også tage hensyn til sit landbrug. I sær Grete fik megen glæde af sit golfspil, især da spillet også bredte sig til resten af hendes familie. Carl kom aldrig til at spille så godt, at han rigtig havde fornøjelse af spillet. For at kunne øve golfspillet hjemme fik Grete anlagt en ”green” ved den østlige ende af græsplænen nord for hovedbygningen. Det gav mulighed for at holde færdighederne ved lige uden at skulle køre til Randers.
Vinterrejser sydpå
Grete udviklede med tiden nogle problemer med ledegigt, som især var plagsomt om vinteren. Under rejser sydpå havde hun fundet ud af, at smerterne var væk, når hun var i varmen om vinteren.
Hun fik derfor overtalt Carl til at tage med på længere ophold sydpå ofte sammen med vennerne Gerda og Svend Ziersen. De tog til de fleste lande rundt om middelhavet, men faldt for Kanarie-øerne, da det blev muligt at flyve derned. Der mødte de en dansk sagfører Flemming Friis-Jesper-sen, som havde lejet sig et hus på Tenerife. Friis-Jespersen havde gået på Steenhus Kostskole med Svend Ziersen, og det blev indledningen til et nyt bekendtskab for Grete og Carl, og inspireret af, og med hjælp fra Friis-Jespersen, købte Grete en lejlighed i et lejlighedsblok ved navn ”Monis” i havnebyen San Marcos på Tenerifes grønne nordvestside.
Når det var Grete som købte lejligheden var det vel fordi hun havde den største interesse i at bo en del af året på Tenerife, men man må også betænke, at Grete havde sine egne penge. Hun havde arvet en andel af Isenkramforretningen i Nakskov, af sommerhuset, samt nogle byejendomme i Odense. Det gav hende mulighed for at disponere på egen hånd uden at skulle spørge Carl, og var sikkert en værdifuld gave for hende, fordi det sparede mange diskussioner ægtefællerne imellem.
60 års fødselsdag 11/10 1968 på Mallorca
På grund af Gretes økonomiske uafhængighed kunne hun også invitere sin familie og de nærmeste venner til sin 60 års fødselsdag på et hotel på Mallorca. Det var dengang usædvanligt at holde sin fødselsdag i udlandet, men det blev meget påskønnet at få en uge i oktober i Mallorcas lune klima.
Den relativt lange tid sammen gav også tid til fordybelse og gode samtaler og fælles oplevelser.
Grete som mormor og farmor
Efter Jettes bryllup med Ole Jensen den 7. Marts 1959 begyndte der til Grete og Carls store glædeat komme børnebørn. Den 21/10 1962 kom Morten, der som det første barnebarn kom til at fylde meget i både Grete og Carls liv. Omvendt kom mange besøg hos morforældrene på Iisgaard også til at betyde meget for Morten, og blev vel årsag til, at han valgte landmandsgerningen. Den 28/11 1964 kom Lone og den 24/10 1969 kom Marianne. Efter Jørgen bryllup den 1/10 1971 kom det sidste barnebarn Eva den 26/9 1972.
Som bedstemor var Grete gæstfri, tålmodig og opofrende. Det gav hendes liv et nyt perspektiv, at se de små nye familiemedlemmer vokse til og blive personer hun kunne tale med og påvirke. Som det så ofte går, opstår der en mæthedsfornemmelse i forhold til nye børnebørn, så der er ikke nogen tvivl om, at Morten fik mere opmærksomhed end Eva.
For børnebørnene, som for søskendebørnene og venners børn blev Grete en god og skattet samtale partner, fordi hun grundlæggende var en god lytter, livsklog og fordomsfri og med en evne til at følge med i, hvad nye tider bragte, så børnene ikke følte at hun bare syntes, at alt var bedre i hendes unge dage.
Jeg oplevede, at Grete og Carl havde et godt forhold til hinanden, hvor de gav hinanden rum, og hvor de kunne supplere hinanden. Grete var sjovt nok håndværkeren i ægteskabet. Jeg har aldrig set Carl slå et søm i. Grete derimod havde en værktøjskasse i huset og kunne bruge den hvis behov opstod. Grete havde desuden den indføling for ægtefællernes rolle udadtil, at hun aldrig forsøgte at trumfe sin vilje igennem offentligt. Hun valgte at introducere sine ideer overfor Carl og lade dem bundfælde så han til sidst troede, at det var hans egen ide. Hun kunne så acceptere, at han ved en senere lejlighed fremførte hendes ide, som om det var hans egen. Det var nok den måde, hvorpå kloge kvinder dengang fik gennemført deres ideer.
Efter Carls død
Efter Carls død den 22/3 1979 blev Grete boende i vestfløjen på Iisgaard. På det tidspunkt var der for længst ingen hjælpende hænder at trække på i østfløjen. Den sidste familie som var hushjælpere var Lis og Knud Gravesen, som flyttede til Gyldensteen. Derefter flyttede en gift forvalter ind i øst-fløjen. Fra den tid af var hjælpen begrænset til rengøringshjælp, og det var nok ikke tilstrækkeligt til at holde alting i den stand Grete ønskede, men også det vænnede hun sig til. Selskabeligheden blev mest holdt ude, og der kom færre på besøg.
Grete som naturelsker og fisker
Grete var et meget naturinteresseret menneske. Hun kendte navnene på dyr og planter i omgivelserne, og var især interesseret i fuglene omkring fuglebrættet. Hun nød spadsereturene i naturen omkring Iisgaard, og hun af og til gik ned og fiskede på revet lidt vest for havvejen, og havde nu og da held til at fange en ørred. Stedet ved revet havde hun fået udpeget af frøavlkonsulent Sejr Jensen, som når han kom for at besigtige frømarker, bad om at måtte spise sin madpakke ved havet og prøve lykken med snøren.
Jeg tror også, at Sejr Jensen påtog sig at give Grete en basal undervisning i fiskeriet, som modydelse for adgangen til at fiske ved Iisgaards strand.
Overvejelser om af flytte fra Iisgaard
Disse glæder til trods kom det, at bo i et stor hus alene - og ikke mindst problemet med at få holdt hus og have – til at virke mere trykkende med årene, og af og til kom det på tale at finde noget mindre. Spørgsmålet var, hvor der kunne findes et kønt sted i nærheden af familie og gode venner.
Mariager var på tale efter forslag af Lilje Neergaard-Petersen, som selv boede i Bryggergården i Mariager, og var ivrig efter at få Grete dertil. Valget faldt alligevel på Silkeborg, og det var nok ikke mindst fordi Gretes bror Bent og svigerinde Inge boede der, men også fordi Gretes gode, og åndsbeslægtede veninde Bodil Balle boede der. Der blev først købt et hus på Aldersrovej i Silkeborg, men det var aldrig nogen tilfredsstillende løsning, så da der senere dukkede et hus op på Lyngbygade med have ned til Lyngsø, var der ingen tvivl om, at det var stedet. Huset på Aldersrovej blev solgt, og boligen på Lyngbygade købt.
Flytningen skete i efteråret 1986, samme år som Iisgaard blev solgt. Mange har sagt, hvor kunne I dog nænne at sælge Iisgaard, og har ynket Grete over, at hun nu ikke længere kunne bo på Iisgaard.
Grete var i forhold til salget af Iisgaard ganske usentimental. Det var ligesom at hun havde konsumeret de glæder og den skønhed som Iisgaard kunne give, og nu, nøgtern som hun var, mere var opsat på at få sig indrettet praktisk og i nærheden af slægt og venner. I så henseende var hun forudseende og foregribende.
Når Iisgaard blev solgt var det vel fordi Jette og Jørgen fandt, at Morten(Jettes søn) ville komme til at sætte sig mellem 2 stole hvis han skulle prøve at overtage Iisgaard til markedsværdien, og at Jørgen, som havde prøvet at drive gården i 13 år, ikke kunne se nogen synergi i samdriften med Svallinggaard, og heller ikke havde nogen arving, som kunne betinge, at han bevarede gården til næste generation. Det var vel ikke det optimale tidspunkt at sælge gården på, set i lyset af de store jordprisstigninger i ti året 1990-2000, men set i forhold til prisniveauet i 1986 var prisen god.
Livet i Silkeborg
Det skulle vise sig at være et lykkeligt valg Grete havde gjort, ved at slå sig ned i Silkeborg. Hun faldt godt til der, hjulpet af sit forhåndsbekendtskab med Inge og Bent samt Knud og Bodil Balle. Deres venner blev i vidt omfang også Gretes venner, og gennem golfspillet med Inge og Bent som partnere, kom der yderligere bekendte til.
Gretes venskab med Bodil Balle kom til at betyde meget for hende. Knud Balle døde tidligt (på vej hjem fra Tenerife) og således var Bodil og Grete i samme båd, og de havde glæde af hinandens selskab både i Silkeborg og på Tenerife, hvor de begge steder boede i hinandens nærhed.
Blandt de øvrige venner i Sikeborg må nævnes Agnete Schmidt, Knud Jørgen og Kamma Mogen sen, samt en række af beboerne i Silkeborghus, hvortil Grete flyttede, da hun følte, at hun i længden ikke have kræfter til at passe huset på Lyngbygade. De sidste år i Silkeborghus var også gode for Grete. Huset lå smukt tæt ved Gudenåen og centralt i Silkeborg. Det havde karakter af et privatejet ældrekollektiv, hvor der kunne fås mad samtidig med, at der var et mindre køkken i lejligheden. Beboerne var sympatiske mennesker som Grete havde glæde af at omgås.
Livet i San Marcos, Tenerife
I en lang årrække blev vintrene fra November til April tilbragt i lejligheden i San Marcos. Især efter at Carl forpagtede Iisgaard ud til Jørgen i 1973 kunne Carl ikke undslå sig for at tage med derned i længere tid. Han plejede at sige, at han tog en kasse af sine yndlingscigarer med, og når den var brugt, var det for ham tid at vende hjem. Jeg tror han lærte at vænne sig til cigarerne på Tenerife, som var lavet af cigarmagere oplært i Cuba, Havana, under alle omstændigheder var opholdene frem til Carls død i 1979 af 4 -5 måneders varighed, så en kasse har næppe slået til. Grete kaldte spøgefuldt ejendommen ”Monis” for alderdomshjemmet i San Marcos. Sandheden var, at der var mange udenlandske pensionister i ”Monis”.
De lange ophold i San Marcos gav også en omgangskreds der, overvejende danskere men også nogle svenskere, nordmænd, englændere og tyskere. Kernen i omgangskredsen var Flemming Friis-Jespersen og hans børn og koner, samt Bodil Balle. Dertil kom Lilly og Svend Brændekilde, Karin og Gunnar Larsson, samt ”bøsserinerne” og ”ølslugerne” som Friis-Jespersen fik døbt nogle iøvrigt rare og hjælpsomme mennesker.
Den udenlandske koloni i San Marcos arrangerede selskaber for hinanden når der var mærkedage eller besøg hjemmefra. Det skete ofte på den måde, at man indbød sine gæster til at spise på en af de lokale restauranter, og efter spisningen gik man så hjem for at drikke kaffe. Somme tider bestod selskabeligheden i, at man satte hinanden stævne på et smukt sted på øen, hvor man kunne lave grill mad. Så medbragte man sine egne fornødenheder og spiste maden i fællesskab.
Grete lærte sig så meget spansk, at hun kunne føre en samtale med de lokale og kunne læse aviser og forstå fjernsynsudsendelser. En vigtig forudsætning for at kunne begå sig på stedet og få den hjælp, som var nødvendig. For Gretes vedkommende efterspurgte hun hjælp til rengøring i lejligheden og fandt en hjælpsom lokal kvinde, som hun kunne tale med og som gav hende lidt lokale oplysninger. Gretes lejlighed var ikke stor: stue med altan og udsigt over atlanterhavet, et soveværelse samt køkken og bad. I forbindelse med indgangsdøren var der en kombineret altan og gang, som blev brugt til at anbringe et bord og nogle stole ud til det fri, det forøgede brugsværdien af lejlighederne. Den lille lejlighed bevirkede, at det var nødvendigt at leje en ubenyttet lejlighed i ejendommen Monis hvis familien kom på besøg, alternativt at bo på hotel.
Og familien kom gerne på besøg. I mange år var der besøg hos Grete omkring Jul og nytår, og senere også i vinterferien i februar. Det var så som så med julestemningen på et sted, hvor man fejrer julen hellig 3 kongers dag, men man kunne da gå til skandinavisk gudstjeneste i den engelske kirke i Puerto det la Cruz, hvis man fandt det nødvendigt.
Grete befandt sig godt med den stilfærdige jul på Tenerife. Hun var, som tidligere påpeget, usentimental og praktisk anlagt, så hun savnede ikke den danske jul. Hun glædede sig over, at kunne færdes trygt i julen, fordi der ikke var sne eller frost, og savnede ikke den bastante danske julemad.
De sidste år
De sidste ca. 5 år af Gretes liv blev rejselysten mindre. Bodil Balle død var medvirkende, men også det, at der ikke i San Marcos var så mange af de ”gamle” venner. Desuden fandt Grete efterhånden, at rejsen derned og tilbage var et problem, som hun som enlig rejsende gruede lidt for. Jette og Jørgen bedyrede, at de var villige til at følge hende derned, og hente hende igen, når hun ville hjem, men det ændrede ikke på, at hun ikke havde lysten til at rejse derned, selvom lejligheden stod og ventede på hende.
Grete havde i mange år en Toyota Corolla, som transporterede hende rundt til golfrunder og til besøg hos familie og venner. Grete var absolut en habil bilist, men med årene følte hun sig generet af modkørende bilisters lys samt af tæt trafik i byerne. Hun reagerede ved at undgå kørsel om natten og i myldretiden. Hun fik gennem årene fra 70 sit kørekort fornyet uden problemer, men hun pålagde sig selv til sidst den begrænsning, at hun en 3-4 år før sin død afleverede sit kørerkort, og forærede Corollaen til Lone, som hun mente havde mest brug for en ekstra bil.
Afleveringen af kørekort og bil medførte selvfølgelig nogle begrænsninger i bevægelsesfriheden, men familie og venner var mere end parate til at køre for hende, så jeg tror ikke hun oplevede det som et stort afsavn, men faktum er, at hun siden den tid ikke kom meget udenfor Silkeborg. Hellere end at tage på besøg, modtog hun besøg i sin lejlighed i Silkeborghus, hvor hun indtil sin sidste dag var en oplagt og god værtinde og samtalepartner.
Grete havde fra sin ungdom været en heftig cigaretryger. Da man i 70erne skrev om cigaretpapirets skadelige virkning prøvede hun i stedet at ryge små cigarillos, men efter nogle år vendte hun tilbage til cigaretrygningen. Denne vane fik med tiden den konsekvens at Grete udviklede sygdommen rygerlunger. Hun talte selv om astma, men der var næppe nogen tvivl om, at det var rygerlunger, og mod dette onde fik hun et inhalationspræparat, som skulle udvide hendes lungekapacitet. Det hjalp også en tid, men i de sidste år måtte det suppleres med binyrebarkhormon, som også gav nogen lettelse men samtidig medførte bivirkningerne: hævelser i ansigtet og en afkalkning af knoglerne. I hendes sidste leveår betød afkalkningen af knoglerne, at hendes rygsøjle sank noget sammen. Det medførte smerter og immobilitet. Hvor hun tidligere havde spadseret ture i Silkeborg og omegn, var hun nu henvist til at tilbringe sin tid i lejligheden i Silkeborghus. Herfra kunne hun få bragt maden op til sig fra husets køkken.
Var hun end fysisk begrænset til lejligheden var hendes åndskraft usvækket, og hun førte daglige samtaler med familie og venner og fik besøg i lejligheden, og under disse samtaler mærkede man intet til hendes problemer. Spurgte man til dem fik man svar, men ellers interesserede hun sig mere for andres problemer, og gav råd af sin rige erfaring.
Gretes død
Den 21. Oktober 2000 aftalte jeg med Grete at besøge hende den næstfølgende dag på vej hjem fra en jagt hos Flemming Friis-Jespersens børn og børnebørn. Jeg kom til Gretes bolig den 22. Oktober ved 16 tiden og blev til ca. kl. 18. Vi havde en god samtale over en kop the, og medens jeg var der blev hendes mad bragt op. Hun havde ikke lyst til at spise noget lige nu sagde hun, så maden lod hun, medens jeg var der, urørt. Vi aftalte hvornår vi skulle ses igen og jeg kørte hjem. Kl. ca. 23 ringede Bent og oplyste, at Grete ved ca. 20 tiden havde ringet og sagt: ” Vil du komme, jeg tror det er nu!”
Inge og Bent kom, og allerede kort efter deres ankomst var Grete uden bevidsthed. Vi aftalte, at kom hun til bevidsthed, skulle Bent ringe, men hun kom ikke til bevidsthed igen, og gled ind i døden. Bent mente, at der var tale om en hjerneblødning. Grete nåede en alder af 92 år og 11 dage.
I en tale ved Gretes bisættelse den 26. Oktober 2000 tog jeg udgangspunkt i, at Grete døde ”mæt af dage”. Hun havde i de sidste år før sin død givet udtryk for, at hun ikke ønskede at blive ældre. Det beroede nok på, at hun ikke længere havde nogen tilbage af sine gamle venner og samtidige, parret med at helbredet skrantede. Når vi indvendte, at vi ville savnede hende svarede hun: ”I klarer jer nok uden mig” Det, der bekymrede hende mest, var Jettes helbred.
Grete var kærlig, omsorgsfuld og opmærksom. Hun var en god samtalepartner, var parat til at lytte og gav gerne råd ud fra et langt livs erfaringer. Hun var på en gang både sparsommelig og generøs. I de senere år af sit liv var hun udpræget sparsommelig med at give penge ud på sig selv, men generøs overfor sine børn, børnebørn og andre, hun mente trængte til en opmuntring.
Hun havde i arv fra sin far Knud, det nøgterne klarsyn, som vi er mange som erindrer. Kunne hun ikke begejstres? Jo vist, men hun tabte aldrig hovedet i begejstring. Det har måske været anderledes i hendes unge år, dog jeg tror det næppe.
Hun var uimponeret af mennesker på grund af rang og stand. Hun kunne sagtens beundre menneskelige kvaliteter, når hun oplevede dem demonstreret, men faldt ikke på næsen for rang og stand.
I hele sin 20 årige enketid styrede hun sit liv med en forudseenhed og omtanke som var karakteristisk for hende. Hun ville ikke lade tilfældighederne styre sit liv, og hun ville helst ikke ligge andre til last eller ende på et plejehjem. Set i forhold til disse ønsker var hendes sortie også som hun kunne have ønsket sig den.
Gretes urne er sat ned på gravstedet på Tved kirkegård sammen med Kirstens og Carls.
Dokumentation
Oplysningerne i dette skrift bygger dels på egne erindringer, breve, dokumenter, fotoalbum. I den periode som ligger forud for min erindring støtter skriftet sig på oplysninger fra skriftet: Slægten Maegaard Nielsen I og II (1982 og 1983)af min morbror Henning Maegaard Nielsen.
Jørgen Mark
|
|
