|
|
PERSONSKILDRING:
NIELS JEPPESEN CHRISTIANSEN MARK (1871-1943)
Niels blev født på Hulgaard i landsbyen Lødderup på Mors den 26. April 1871, som søn af gårdejer Jeppe Nielsen Christiansen Mark (30/3 1841-½ 1925) og hustru Mette Johanne Christensdatter Hulgaard (5/1 1843-22/9 1891).
Hulgaard, hvor Niels blev født, tilhørte oprindelig Nielses morfar, og ligger den dag i dag i Lødderup. Det var heller ikke dengang nogen stor gård, og familien var, som det dengang var almindeligt, stor. Niels havde 6 søskende: Ældst var Kirstine (kaldet ”Stine”) f. 1866, derefter kom Karen Marie f. 1869, Andrea f. 1870, Kristen f. 1873, Ane Cecilie f. 1876 samt Kathrine f. 1884.
På grund af den store børneflok var det nødvendigt med stor sparsommelighed. Niels har fortalt, at man delte et æg ved et måltid. Man savnede dog hverken mad eller klæder, og forholdene har været nogenlunde de samme for andre familier i Lødderup på den tid. Der var et godt sammenhold i familien, man støttede hinanden så godt man kunne. Børnene blev sat til at arbejde på gården så snart de kunne gøre nytte, og Niels fortalte, at han som 10 årig alene vogtede sin fars stude på Frøslev vange. Hjemmet var præget af den kristne tro. Gudsfrygt, sparsommelighed og arbejdsomhed var nøglebegreber, men der var også menneskelig varme og omsorg. Der var en musikalsk interesse i familien og flere af børnene lærte at spille. Niels lærte at spille på violin og harmonika, og interessen for at spille fulgte ham hele livet. Når han som voksen fik lyst til at spille kunne han sætte sig udenfor og begynde at spille. Snart samlede der sig en tilhørerskare om ham, som glædede sig over at høre ham spille. Senere i livet spillede han dog mest for familien.
Børnenes uddannelse sker dels i hjemmet, hvor drengene lærer landbrug og pigerne husholdning, dels i den lokale skole, hvor de får tilegnet sig den basale boglige viden. Det har sikkert begrænset sig til dansk, regning, danmarkshistorie, bibelhistorie samt, måske geografi. Helt sikkert har de skul let lære mange salmer udenad. Præsten var den lokale tilsynsførende med skolen, og han så gerne, at de kommende medlemmer af menigheden kunne salmerne udenad. Vi ved, at Niels har været en kvik og lærenem dreng, og fra hans efterladte breve og andre skriftlige indlæg kan man se, at skolen har lært ham en smuk og karakterfuld håndskrift, samt at han enten der eller senere lærte sig at formulere sig godt på sit modersmål. Indflydelsen fra hjemmet skal nok heller ikke underkendes. De bevarede breve fra Nielses far, Jeppe Nielsen Mark, viser, at han også har formuleret sig godt, og har haft en løbende korrespondance med sine mange børn. Der er også bevaret breve fra søstrene Kirstine og Cecilie som viser, at de har formuleret sig godt, og at man haft en fornøjelig korrespondance med hinanden i den nærmeste familie.
Niels havde lyst til at få en højere uddannelse, men faderen ønskede at han blev ved landbruget.
Det bøjede han sig for, men ønskede så til gengæld at få en grundig landbrugsuddannelse. Allerede her fornemmer man, at Niels har tanker om at bryde med det mønster for landbrugsuddannelse som han kender fra sit hjem og sin far. Niels stiler højere end med tidens fylde at overtage Hulgaard efter sine forældre. Det hører med i billedet, at Nielses fader, Jeppe, på et tidspunkt flytter fra Hulgaard til Villerupgaard, hvor han bor indtil han i sin høje alder(han blev 84) flytter til en bolig i Nykøbing Mors. Broderen Kristen har ved en lejlighed sagt, at Niels nok havde gjort klogt i at bryde ud af miljøet og forlade hjemmet og egnen. Underforstået at var han sluppet for ansvaret for forældrene og deres ejendom, som nu var kommet til at hvile på den lidt yngre broder Kristen.
Som 19 årig forlader Niels sin fødeø, den 1/11 1890,og får plads som forkarl enten på en gård i Demstrup syd for Viborg, eller på Demstrup Hovedgaard mellem Mariager og Randers fjord. Det mest sansynlige er, at det er på en gård i byen Demstrup ved Viborg, eftersom en udtalelse fra op-holdet er undertegnet af en S. Olsen, hvis navn ikke er knyttet til Demstrup Hovedgaard på den tid.
Udtalelsen fremhæver at Niels er god til sit håndværk, er pålidelig, samt at han er god til at omgås de øvrige ansatte. Ansættelsen på gården i Demstrup varer til 1/11 1891. Når der kan være grund for at overveje om ansættelsen kan have været på Demstrup Hovedgaard, er det fordi Niels synes at have valgt at søge sin karriere i det store landbrug. Der var dengang en stor forskel mellem den måde man drev landbrug på i bondebruget og på de store gårde. Man var nok lidt mere ”med på noderne” eller mere avanceret på de store gårde, hvor mekaniseringen hurtigt vandt frem, og hvor nye dyrkningsmetoder hurtigere vandt indpas. Til gengæld var der en større forskel mellem høj og lav på de større gårde end i bondebruget. I bondebruget spiste alle ved husbonds bord medens man i de store landbrug havde flere ”borde” fra herskabets over det til forvaltre og elever til folkestuen for daglejere og andre med lavere status.
Fra 1/11 1891 til 1/5 1892 er der et ”hul” i dokumentationen for Nielses uddannelse i landbruget.
Optegnelser i hans arbejdsdagbøger tyder på, at han i det halvår har haft ansættelse på Kaltredgaard ved Svebølle på Kalundborgegnen. Der er ikke opbevaret noget vidnesbyrd fra ansættelsen, men nogle optegnelser fra den tid er stedfæstet med Kaltredgaard. En anden forklaring kan være, at Nielses mor Mette dør den 22/9 1891(48 år), og Niels derfor er kommet hjem for at hjælpe sin far. Det er der ingen oplysninger om, og Kristen og pigerne har jo været i nærheden. Derimod er der dokumentation for, at Niels fra 1/5 1892 til 1/5 1893 har fået en læreplads på Vesterbygaard ved Svebølle. Det fremgår af udtalelser fra både ejeren, Orla Fonnesbech-Wulff, og inspektøren, Th. Thygesen, at Niels har søgt ansættelse som elev, men på grund af sin erfaring og dygtighed er blevet brugt som forkarl. Det kan måske undre at Niels, efter at have virket som forkarl (leder af et arbejdshold) søger en læreplads, der sikkert har været dårligere lønnet. Forklaringen er, at Niels havde ambition om at få et job som forvalter eller inspektør på et større landbrug, og hvis han ville det, måtte han også tage den uddannelse, som var akcepteret i det større landbrug, altså starte som elev, og via stillinger som underforvalter avancere til job som overforvalter eller inspektør. Niels synes at have udnyttet sit år på Vesterbygaard godt. Han roses for sine evner og sin lærelyst og roses for at have erhvervet sig god insigt i de forskellige grene af landbruget. Han må også selv have følt, at han nu kunne søge et lederjob på et stort landbrug, for han søger og får fra 1/5 1893 plads som forvalter på Bækkeskov Gods ved Præstø. Godset omfatter 532 ha, heraf 238 ha skov. Agerbruget på 294 ha var bortforpagtet til H. Nielsen. Forpagter Nielsen virkede selv som driftsleder men overlod den daglige arbejdsledelse til den 22 årige Niels. Under sig havde Niels 1 forkarl, 1 fodermester. 6 karle, 12 daglejere og om sommeren yderligere 10 polakker. Niels blev på Bækkeskov i 2 1/2 år og søger og får i foråret 1896 en større og mere selvstændig stilling som bestyrer af Civagaard ved Dronninglund i Vendsyssel. Med et areal på 137 ha er Civagård mindre end agerbruget på Bækkeskov. Gården ejes af godsejer Hans Christian Teisen, Dronninggaard, på 478 ha. Gårdene ligger begge i Dronninglund sogn, men Hans Christian Teisen vælger at drive Civagaard ved en bestyrer, så jobbet er mere selvstændigt og bedre betalt.
Niels er nu 25 år og atter tilbage i Jylland efter sine uddannelsesår på Sjælland. Hjemme har Nielses far Jeppe, som nu er enkemand og 55 år, fundet sammen med Maren Kjær og er flyttet til Villerupgaard. Den ældste søster Kirstine (Stine) er blevet gift med Kristen Søndergaard fra gården ”Søndergaard” i Redsted. Næstældste søster Karen Marie er blevet gift med Laust Glintborg og Andrea er blevet gift med Jon Kjær.
Niels er stadig ungkarl, men møder i forbindelse med sit job på Civagaard sin tilkommende hustru. Det sker på følgende måde: Fru Bertha Teisen får på et tidspunkt besøg af sin lillesøster Juliane Marie Larsen(kaldet Marie) som har været i USA for at besøge 2 yngre brødre, som var udvandret til USA: Carl Julius Larsen og Jørgen Larsen (som i USA kaldte sig Sparretorn, en reference til at deres far var Skovfoged på godset Sparretorn syd for Middelfart.) Marie skal have noget at lave, og da der er et ledigt job som husjomfru ( leder af køkken og husholdningspersonalet) på Civagaard, får hun dette job, og møder på den måde Niels, som er bestyrer af landbruget, og dermed hendes nærmeste chef. Marie, der 2 år ældre end Niels, er en dame med stil, erfaring og udsyn og ser tillige godt ud. Hun gør indtryk på Niels og han på hende. De har nok haft en fælles interesse for kultur og dannelse og begge haft et ønske om at skabe sig en tilværelse på et højere socialt niveau end det, de kendte fra deres hjem. I den forbindelse har Maries 2 søstre giftet sig til et højere socialt niveau. Bertha er som nævnt gift med godsejer Hans Christian Teisen, og Kathrine er gift med godsejer Frederik Ingerslev, Gislingegaard ved Holbæk. Marie har vel naturligt haft det ønske at finde en mand, som kunne passe ind i søstrenes kreds, og som havde evner og muligheder for at give hende en nogenlunde tilsvarende position. Niels har vel tilsvarende haft ønsket om at finde en dygtig kone som delte hans sociale ambitioner og finder i Marie denne kvinde, som tillige har søstre der er socialt godt placeret.
Hvis denne beskrivelse leder til det indtryk, at Niels var en snob og vendte ryggen til det miljø han var rundet af, er det en forkert opfattelse. Han omfattede sin familie med stor interesse og hengivenhed. Han holdt forbindelse med den hele livet, og var mindst en gang om året på tur til Mors for at møde forældre, søskende og søskendebørn. Selvom han brød ud af sine forældres miljø og avancerede socialt forblev han tro mod sit miljø og sin familie. Man kan måske sige, at han aspirerede til at blive storbonde og ikke herremand. Han var bevidst om sit eget værd og ambitiøs i den positive forstand, men det lå ham fjernt at give sig ud for noget, han ikke var.
Juliane Marie var datter af Skovfoged på Sparretorn og Tybrind Lars Larsen (1823-1908) og hustru Nielsine Magdalene Larsen (f. Jørgensen)(1831-1906). Af søskende havde Marie nævnt i aldersfølge: Niels Jørgen (1854-1904), der fulgte i sin faders fodspor og efterfulgte ham som skovfoged på Sparretorn og Tybrind. Bertha(1856-1926) gift Teisen, Gertrud Kathrine ( 1859-1929) gift Ingerslev, Jørgen, født 1861 og Carl Julius født 1870 (begge udvandret til USA).
Skovfoged Lars Larsen og hustru havde et venskabeligt forhold til lensgreve Julius Wedell, Wedellsborg, som også var ejer af Sparretorn og Tybrind. Han siges at have støttet børnenes uddannelse på forskellig vis. Det kan måske forklare, at 2 af børnene kom til at hedde ”noget med Julius”, Carl Julius og Juliane Marie.
Der foreligger ikke så meget om Maries opvækst og uddannelse, men hun har formentlig efter skolegangen været i huset på en af Wedelsborggårdene indtil hun i 1886 som 18 årig tager til USA for at besøge sine brødre. Der er bevaret en fødselsdagshilsner til hende fra en veninde i Hartford, Connetticut på 18 års dagen den 16. November 1886. Præcis hvor længe hun har opholdt sig i USA vides ikke, men noget kunne tyde på, at det er op mod 10 år. Hun har givet haft arbejde i den tid, måske har hun hjulpet i huset eller i virksomheden hos hendes brødre.
Efter hjemkomsten fra USA, formentlig i 1895-96, får hun ansættelsen som husjomfru på Civagård, møder Niels og de to forelsker sig i hinanden og det ender med en forlovelse i 1897. Niels begynder nu at se sig om efter en gård hvor de kan starte for sig selv. Der går nogen tid med at finde noget passende, og først i sommeren 1898 køber han Mejlbjerggaard ved Handest mellem Randers og Hobro for kr. 58.000,-. Gården eksisterer i dag ikke som selvstændigt landbrug, og er ikke omtalt i datidens værker om større gårde, så den har formentligt være på omkring 40-50 ha. Jorden i dette område er sandmuldet jord med varierende, men lavt lerindhold. Det har nok fra begyndelsen ligget klart, at det var startgrundlaget men ikke den gård, der skulle være det blivende sted.
Den kommende svoger, ejeren af Civagaard, Hans Christian Teisen giver i en udtalelse udtryk for, at han har været glad for Niels og beklager, at han rejser. Der har nok alligevel mellem de to kommende svogre været en forståelse af, at ansættelsesforhold og familieforhold kunne komme i konflikt med hinanden, og Niels og Marie har nok også følt, at de var mere ”på lige fod” med familien, hvis de startede for sig selv.
Brylluppet står den 19/10 1898. Marie er da næsten 30 år og Niels er 27 år. Det vil i dag blive betragtet som en normal giftealder, men på den tid har de været ”gamle” brudefolk. Der er nok også forklaringen på, at brylluppet står på Mejlbjerggaard og ikke hos brudens forældre. De er begge så voksne og etablerede at de finder det naturligst selv at stå for brylluppet, og måske har de også gerne villet vise den nyerhvervede gård frem for slægt og venner.
Niels og Marie tager med energi og virkelyst fat på at udvikle og forbedre den nyerhvervede ejen dom, som også blomstrer og giver et godt udkomme for de nygifte. Et lille år efter giftermålet, den 8/10 1899 føder Marie deres første barn, sønnen Harald. For Niels er årene på Mejlbjerggaard arbejdsår, hvor han vil arbejde gården op og tjene penge, og det ser ud til at være lykkedes for dem.
Den 11/7 1901 føder Marie deres næste barn, sønnen Karl Georg. Selv fortrak han at kalde sig Carl, men i sin egen familie blev han altid kaldt Carl Georg. Marie var da 33 år, og man kunne måske have forventet sig, at de kunne have ønsket sig en pige også, men det bliver ikke til flere børn. Både Niels og Maries søskende får mange børn, hvad der også på den tid var det almindeligste, eftersom præventionen ikke var opfundet. Måske har Marie haft problemer med underlivsinfektioner, som kan have ført til den underlivs canser hun senere udvikler.
Niels har nok i årene på Mejlbjerggaard hele tiden været opmærksom på, om der skulle dukke en mulighed op, for at købe en større og bedre gård en Mejlbjerggaard. I 1906 bliver Svallingaard ved Asferg til salg. Familien tager gården i øjesyn og kan lide, hvad de ser. Store præsentable bygninger, god jord, noget at arbejde videre med. Der er 105 ha jord til gården og 13 tdr. hartkorn. Den 29. Oktober 1906 skrives der skøde. Købesummen er kr.88.000, kr.20.000 skal udbetales kontant. Det gør Niels den følgende dag. Han havde solgt Mejlbjerggaard til udstykning og haft en gevinst på kr. 22.000 ved salget. Overtagelsen finder sted den 10. November samme år. Med dette køb har Niels fået den gård han har drømt om, og i de følgende år tilkøber han jord og forbedrer bygningerne, så det passer til tidens behov. Han bygger stald til malkekvæg og senere også en svinestald, og forøger på denne måde omsætningen på gården. Jorden drænes og kalkes ligesom der tilføres kunstgødning. På denne måde kan udbytterne fordobles. Han energiske og succesrige arbejde med gården vækker kollegernes respekt og beundring. Han bliver akcepteret på egnen og med tiden en anset landmand som man henvender sig til med ønsket om hans indtræden i offentlige hverv. Han blev kort efter at han kom til egnen Skyldrådsformand for Ejendomsskyld. I en lang årrække sad han i Asferg-Faarup Menighedsråd, hvor han fungerede som Kirkeværge. Det gav anledning til et venskab med Pastor J.D. Fløe og hans familie. En udløber er også, at han i årene 1911-25 forpagter Asferg Præstegaard. Niels og Marie har skænket en syvarmet lysestage og en alterdug til Asferg Kirke. Han var også i en årrække medlem af sundhedskommissionen for Asferg-Fårup Kommune, en del af tiden som formand. Han bliver 1905 næstformand for bestyrelsen for Landboforeningen for den Nord-vestlige del af Randers Amt, senere Ommersyssel Landboforening. I 1912 bliver han formand for foreningen, en post han besad i en meget lang årrække. Råstedbro Andelsmejeri, som Niels leverede mælk til, omfattede han også med stor interesse, og han sad i en årrække i selskabets bestyrelse.
Om familielivet har sønnen Harald, i en dedikation til bogen ”Den lille Hornblæser”, som han gav mig i julegave i 1950, skrevet: ” I sommeren 1907 eller 1908 havde vi besøg af begge dine oldeforældre på din faders side. Vores morfar havde deltaget med bravour i krigen 1848-49-50, fra først til sidst, indtil han blev såret ved Isted, hvor han var ordonans for general Schleppegrell. Han havde været med ved Bov, Slesvig og Fredericia forinden. Vores farfader havde været rekrut i Altona i 1863, og deltog i tilbagetoget fra Dannevirke i 1864. Var med ved Dybbøl, dog ikke den 18.April, hvor han var på Als og kom til at deltage i kampene der den 26. Juni. Alt, hvad de havde oplevet, fortalte de din fader og mig om, og det bevirkede for min del, at jeg forstod, hvad de havde kæmpet og lidt for i vort gamle grænseland Slesvig. Vi genopfriskede de gamle sange sammen med de voksne, med vores lærerinde ved klaveret. På den måde blev ”Slesvigs land genvundet” det naturlige mål vi stræbte efter. 11 år efter var det nær lykkedes, men de politiske forhold bevirkede, at vi kun fik halvdelen af Slesvig. Din farfader satte indskriften på Genforeningsstenen i Asferg:
Foruden disse to veteraner fra de slesvigske krige havde vi en gammel kurvemager på Asferg Østerhede. Han gik med knæbukser, hvide hoser og dobbeltradet vest. Han havde også været med i 1848-49-50 og fortalte mig om den lille Hornblæser så levende, som havde det været dagen før han blæste: ”fremad” ved Slesvig. Din gudmoder var dengang Charlotte Marie Olesen og lærerinde for din fader og jeg. Hun forærede mig Julen 1908 en bog magen til denne. Jeg har forsøgt at skaffe et nyt eksemplar, men det er ikke muligt. Du må tage til takke med dette fra 1894. Jeg vil sluttelig citere samme vers af Svend Grundtvig, som giverinden skrev i min bog:
Æren du følge i lyst og i nød,
stor glæde deraf skal du finde.
Æres du følge i liv og i død,
Så følger den stedse dit minde.
Din hengivne farbroder Harald Mark
Min far, Carl, erindrede sig også disse sammenkomster med bedsteforældrene, hvor de nationale stemninger blev dyrket, og hvor de, gennem beretninger om krigsoplevelser og nationale sange, piskede nationale stemninger op. Carl mente at farfaderen , Jeppe Mark, var militærtosset. Måske kan man begynde at se, hvordan en dansk ”dolkestøds legende” var ved at opstå på grund af traumet fra den tabte krig i 1864. Man kan undre sig over, hvorfor Niels- med den ideologiske baggrund han var vokset op i - ikke var blevet soldat. Jeg spurgte Carl om det engang. Han forklarede, at Niels var blevet kasseret på session fordi han havde haft gigtfeber. Der havde nok ellers været stof i ham til en befalingsmand.
Blandt Nielses familie på Mors var der også sket noget i mellemtiden. Broderen Kristen gifter sig 31/3 1896 med Kathrine Marie Poulsen. Parret overtager Hulgaard fra faderen men flytter senere til Solbjerg, hvor de overtager ”Nygaard” efter Kathrines far, Ole Peter Poulsen. Kristen bliver senere sognefoged i Solbjerg og sammen med Katrine får han børnene: Maren(1899-2000), Johannes (1900-75), Kristian(1902-82), Jeppe(1898-1990),Mette(1906-53), Jens(1903-78), Karl(1907-77), Henry(1908-91) og Peter(1897-1983).
Cecilie flytter til København, hvor hun har forskelligt husholdnings- og pleje arbejde. Hun får, udenfor ægteskab, et barn ved navn Oscar Christiansen og senere, med en kaptajn Jensen, sønnerne Charles og Carl Ulrik Christiansen(senere Jensen).
Nielses yngste søster, Kathrine, bliver gift med en lollandsk landmand Gotfred Gotfredsen. Sammen får de børnene: Ingeborg(1915-80), Metha(F.1919), Klaus(1927-93) og Holger(1917-92).
Da Niels og Maries drenge når skolealderen beslutter forældrene, at de skal have en bedre skoleuddannelse end de selv fik. De fravælger den lokale landsbyskole og ansætter en lærerinde til at forestå drengenes undervisning, indtil de kan komme på latinskolen i Randers. Til lærerindejobbet ansætter de en ung dame fra København, Charlotte Marie Olesen (17 år). Frk. Olesen er født i 1891 på Strandbjerggaard ved Struer som datter af Christian. H. E. Olesen og hustru Dagmar. Faderen dør tidligt, og enken forsøger at drive gården videre med assistance af en svoger. Driften af gården går imidlertid ikke godt, og der sker tillige det delikate, at Dagmar Olesen avler et barn med svogeren.
Barnet, en søn, fødes i dølgsmål i Norge og bortadopteres senere. Som adoptant får han navnet Alex Lorentzen, og får senere kantakt med familien igen. I 1907 må Dagmar Olesen sælge gården, og hun flytter med sine 4 piger til København. Pengene er små og efter et år på Natalie Zahles Seminarium må Charlotte Marie, kaldet ”Misse”, søge job for at lette familiens økonomi.
Frk. Olesen har ophold i familien og falder godt til. At dømme efter vidnesbyrd fra både Niels Mark og pastor Fløe har hun været god som lærerinde og bibragt børnene den nødvendige viden. Hun betages noget af sin pricipal Niels Marks mandlige udstråling, og den knap 40 årige Niels var tilsvarende betaget af den unge Frøken Olesen. Det forbliver dog et platonisk forhold, ifølge frk. Olesens dagbog, ikke mindst fordi hun insisterer på det. 1912 optages drengene på Latinskolen i Randers og frk. Olesens ansættelse ophører. Hun fortsætter sin uddannelse på Zahles seminarium og indbydes til at aflægge et besøg på Svallinggaard i Julen 1914.
I forsommeren 1917 bliver Marie i tiltagende grad syg af en sent opdages livmodercancer. Hun kommer 27/7 i behandling hos Overlæge Langballe på Sct. Josefs Hospital i Randers, men han kan ikke gøre meget for at helbrede hende. Den 15. August 1917 dør Marie på Svallinggaard i nærværelse af Niels samt sønnerne Harald og Carl. Maries sygdom og død er et hårdt slag for familien. Især er den kun 16 årige Carl hårdt ramt af tabet af sin moder. Carl fortalte, at han på moderens dødsleje havde lovet hende, at han ville tage sig af Carl Ulrik (Cecilies yngste søn). Niels og Marie havde i 1916, ved Cecilies meget tidlige død( 40år) taget hendes yngste søn Carl Ulrik til sig (han var da 13 år). Den ældre bror Charles (født 1901) udvandrede til USA.
Fra sommeren 1917 og frem til 1/11 1918 er Carl landvæsenselev hjemme. Han gav senere udtryk for, at det stødte ham, at en husbestyrerinde og andre damer viste interesse for den 47 årige Niels.
Det er forståeligt, at en ung mand på 17 år føler sin mors minde antastet af potentielle efterfølgere, men det er lige så forståeligt at Niels, alderen taget i betragtning, fandt det naturligt at søge en ny livsledsager efter Maries død. Han tager kontakten op med Charlotte Marie Olesen, som nu er som nu er færdig som lærerinde, og underviser på Vajsenhusskolen i København. Der er bevaret en brevveksling mellem Niels og Misse begyndende 1. Maj 1918, og af første brev fremgår det, at de to på dette tidspunkt har aftalt at skulle giftes i Janauar 1919. Når de venter 8 måneder med brylluppet, er det givet af hensyn omgivelserne, så der kan være en passende sørgetid. Korrespondancen udtrykker forelskelse og længsel samt en skildring af dagligdagens begivenheder. Brylluppet står i Kastelskirken i København den 6/2 1919.
Udover forelskelsen har Niels vel også set på, at Misse kom af en god og anset familie samt at hun var en ung, velbegavet og kultiveret kvinde. Hvad har Misse på 28 år så set i den 48 årige Niels? Dels er der ingen tvivl om, at hun har været forelsket., dels har Niels, selv med sine 48 år, stadig været en præsentabel mand med charme, lune og position i samfundet. Det kan også være, at Misse med sine 28 år længtes efter at komme fri af moderens og søsterens indflydelse, at få et liv på landet som hun huskede fra sin barndom, og ikke mindst at få et bedre økonomisk grundlag. Drengene jublede dog ikke over den nye ”mor”, men med tiden kom de vel mere eller mindre modvilligt til at erkende, at Misse var deres far en god kone, samt at Niels og Misse levede et godt og harmonisk liv, og supplerede hinanden godt.
Som landmand var Niels i høj grad et produkt af sin tid. Han havde videreuddannede sig ved at deltage i de kurser som Høj- og Landbrugsskolerne tilbød, og han var også andelsmand. Han deltager i 1916 i Dannelsen af Dansk Andels Gødningsforretning, og vælges som lokalformand i Randers. Den post beholdt han til sin død i 1943. Han var desuden uden valgt til DAG´s landsdækkende repræsentantskab som repræsentant for Randers Amt. Fra 1939 og frem til sin død var han repræsentantskabets formand. En post som også gav sæde i Andelsudvalget.
Med den interesse Niels havde for samfundsforhold og den bredvillighed han havde til at tjene sine medmennesker, måtte Niels også have et politisk engagement. Det kan overraske, at han kom til at udfolde sig indenfor det konservative folkeparti og ikke i Venstre. Det var de politiske begivenheder i 1919 og 1920, med alvorlige anslag mod ejendomsretten og landbrugskrisen ovenpå 1. Ver-denskrig, som fik Niels til at blive politisk aktiv. Han blev folketingskandidat for de Konservative i Mariager og Borup kredsene. Det var ikke kredse, som havde udsigt til at give valg, men Niels kastede sig ud i arbejdet med vanlig energi. Presseomtale fra den tid hæfter sig ved, at hans politiske argumenter tog udgangspunkt i den hverdag, han oplevede, og herudfra argumenterede han sagligt og med overblik og klarsyn. I et indlæg om jordlovene skriver han:
”Ejendomsretten er den mølle, som kan male sand til guld. Om denne ret, som er en af samfundets grundpiller, skal landets lovgivere frede og værne, således at dets borgere med tryghed kan forlade sig på, at hvad en mand ved fremdrift har erhvervet for sig og sine, ikke kan fratages ham ved en vilkårlig, uretfærdig lovparagraf.”
Senere blev han også opstillet i Hornsletkredsen. Han fortsatte som folketingskandidat frem til 1935, hvor han bad sig fritaget. Samtidig med posten som folketingskandidat var Niels også medlem af partiets amtsudvalg, hvis næstformand han var i 23 år.
Som ejer af et mindre skovareal var Niels bekendt med problemet med at få disse skovarealer passet på en faglig rigtig måde. Problemet var og er, at små skovarealer ikke kan bære ansættelsen af faguddannet personale, og derfor ofte bliver forsømt af landmænd, som naturligt er mest optaget af agerjordens pasning. I 1925 søger Skovrider Buhl i Randers at danne en Småskovsforening, med det formål selv at blive ansat som foreningens konsulent, og dermed berettiget til et statstilskud som skovbrugskonsulent. Han går til Niels, som er interesseret, og sammen forestår de oprettelsen af Småskovsforeningen for Randers og Viborg Amter, som fra sin oprettelse i 1925 og til Nielses død i 1943 har ham som formand.
Nielses drenge Harald og Carl uddanner sig begge i landbrug og søger efter landbrugsskole og forvalterjob begge at blive selvstændige. Niels køber i 1925, efter Haralds giftermål med Gerda Riis Selchau, Sindinggaard ved Ulstrup til det unge par. Haralds mødrenearv på kr, 25.000,- plus et arveforskud på kr. 10.000 er en del af betalingen. Gerdas far, Købmand Aage Selchau i Skive samt Niels, kautionerer for lånene i gården. I 1928 mageskifter Harald ved Hypotekforeningens mellemkomst Sindinggård med den større og bedre ejendom Attrupgaard, ved Trustrup på Djursland. Carl forpagter i 1928, ligeledes med støtte af Niels, gården Vindeholme på Sydvestlolland.
Cecilies søn, Carl Ulrik begynder efter afsluttet skole som landvæsenselev på Svallingaard. Efter nogle læreår her beslutter han at rejse over til sin bror Charles i USA for at prøve lykken der. Han pådrager sig i USA hurtigt et slemt lungeonde og beslutter sig for at vende tilbage til Danmark og til Svallinggaard. Her får han en handelsuddannelse og bliver senere i lang årrække tilknyttet Fa. S.C. Sørensen i Randers som regnskabsmedarbejder. I den sidste del af sit liv opretter han selvstændig revisionsvirksomhed i Randers. I hele sit uddannelsesforløb var han tæt knyttet til sin familie på Svallinggaard, hvor han havde et andet hjem(eller måske sit familie tilholdssted). Charles stiftede familie i USA, hvor han levede til sin død i 1946. Med hustruen Anna fik en datter ved navn Ellen (født 1942) i sit ægteskab.
Ægteskabet med Misse forbliver frem til 1926 barnløst. Misse er 35 år og ser i øjnene, at hun næppe får et barn selv. Niels og Misse enes om at adoptere en datter, og får hen mod Jul 1926 den et halvt år gamle pige Aase. En sød og livlig, blond pige, som bliver til megen glæde for de lidt aldrende forældre(Niels er 55 år). Med Aase kommer der atter liv og ungdom til huset, og det har givet været godt for Niels og Marie, og for Aase blev det en god og tryg barndom.
Niels og Misse har en stor omgangskreds. Fra Nielses familie er det især faster Stine som kommer. Onkel Ingerslev er også en hyppig gæst. Han fortsætter med at komme alene efter Moster Kathrines tidlige død i 1929. På Misses side kommer moderen Dagmar, søstrene Ingeborg(ugift) Helga, gift med Holger Overgaard fra Fjordlyst ved Thisted, Andrea Margrethe gift med Christian Nielsen, Tranholm ved Ll. Skensved samt af og til onkel Alex. Udover familien på begge sider er der også mange venner af huset. Der er naboerne: Familien Brøckner på Østervang, familien Poulsen på Risagergaard, Jensens på Blegvad, Sørensens på Asferggaard, Olsens på Moetoft og familien Pedersen, Egegaard. Dertil kommer Pastor Bjørnbak i Randers, skovrider Poulsen, Fussingø, slagteridirektør Meilvang, Randers samt mejeribestyrer Sejersen, Råsted. Disse sidste hører til kategorien af venner som Niels har truffet gennem sine mange hverv. De venner som stod nærmest var dog Dyrlæge Clemann og hans familie fra Bjerregrav. Aase beskriver det på denne måde: ”Far og mor kendte Gud og hver mand.” Ved selskabelige lejligheder var den ellers sparsommelige Niels en god vært, og der manglede ikke noget hvad traktement angår. Efter middagen blev der ofte spillet kort. Herrerne spillede l`hombre og damerne spillede bridge.
Tilbagevendende indslag i dagliglivet var morgensang om søndagen. Hertil var alle gårdens folk indbudt, men som regel var der, foruden familien, forvalteren og husets piger. Familien gik i kirke ret ofte. Mest til højmesse i Asferg Kirke men af og til blev der i stedet aflagt besøg i Sct. Peders kirke i Randers for at høre vennen pastor Bjørnbak prædike. Årets høstgilde var et andet festligt indslag i dagliglivet. Høstgildet blev i princippet holdt den dag, der var ophøstet. Af praktiske grunde kunne der dog gå en dag eller to efter denne begivenhed. Så blev der pyntet op i laden med neg og kulørte bånd, borde og bænke stillet op og en musiker fra Asferg blev bestilt til at spille. Der blev serveret sødsuppe og æbleskiver hvortil der var hvidtøl. Under måltidet holdt Niels en takketale for høsten og en tak til personalet for indsatsen. Et fast element var en runde-sang som havde omkvædet: ”og dette skal være(f.eks.) vor kokkepige til ære, hurra, hurra”. Den ærede person kunne så varieres fra vers til vers. Efter måltidet var der dans.
Den daglige kost til personalet var vist ikke så inspirerende. Flere ansatte fra dengang, bl. andre Monrad Sørensen, har givet udtryk for, at Misse sparede meget på maden. Man mente at vide, at den havde været bedre under den første fru Mark. Givet er det, at maden på gårdene – med dagens målestok- ikke var spændende. Aase medgiver dette, men peger også på, at det kunne variere meget med kokkepigens dygtighed. Men Misse var nok også sparsommelig. Præget som hun var af beskedne kår under sin opvækst og sikkert også af en sparsommelig mand.
Nielses hverdag var, som for de flestes vedkommende, præget af rutiner. Når han kom ned om morgenen gik han ind på sit kontor, aflæste temperaturen og bankede på barometeret for at aflæse den aktuelle barometerstand. Efter morgenmad gik han en runde på gården for at tale med folkene.
Carl har fortalt herom, han mente at Niels var lidt morgensur. Niels begyndte med at gå i heste stalden. Her mødte han den mangeårige staldkarl Christian Hansen. Hver eneste morgen fik Christian Hansen læst og påskrevet som følger: ”Christian Hansen! Nu har jeg sagt til Dem 100 gange..osv.” Chr. Hansen gik og fejede samtidig med at ham mumlede: ”Jen kan aldrig gøre det godt nok”. Mange år senere mødte Carl Chr. Hansen, som om sin tid på gården sagde: ”Der var aldrig et ondt ord mellem proprietæren og mig.” Den daglige svada var blevet en rutine, som ingen af parterne, har lagt noget særligt i. Andre daglige rutiner var spadsereture i marken i vækstsæsonen og en aftenrunde i staldene inden han gik i seng.(at lygte af, kaldes det.) Om lørdagen var der marked i Randers, og der mødte Niels, og de fleste landmænd på Randersegnen, op, for at handle dyr eller blot for at følge med i prisudviklingen. Efter markedets afslutning spiste man frokost i Randers, handlede og fik lidt nyheds snak med venner og bekendte. Niels var gennemgående vellidt af sine folk og gik også i brechen for dem, når der var behov. Fodermester Morten Christensen, som havde passet kørene i mange år, hjalp han til et husmandssted, da Asferg Præstegård blev udstykket i 1925. I de første år brugte Morten Svallinggaards heste og maskiner til at passe sin jord. På lignende måde hjalp han også andre medarbejdere og naboer, som han kunne se trængte til hjælp.
Sine drenge hjalp Niels naturligvis også. Formaninger om flid, sparsommelighed og en retlinet til-værelse var der mange af. Et eksempel på en af disse er bevaret i et brev til Carl af 26/9 1923. Carl er på det tidspunkt netop hjemsendt som Kornet, og har fået et job som forvalter på Tybrind Hovedgaard på Fyn. Han har fået lyst til at købe en motorcykel, og spørger i et brev sin far, om han kan få udbetalt noget af sin mødrene arv til dette køb. Efter nogle indledende bemærkninger svarer Niels på følgende måde:
” Det bedrøver mig, at også du ser ud til at blive en dårlig økonom( den anden er formodentlig Harald), thi det må man kalde ethvert ungt menneske, som alene for sin fornøjelses skyld tænker på at anskaffe sig en motorcykel, som ingen almindelig landmand har brug for, før den dag, han ender som almindelig handelsagent!
Der er et gammelt ord som siger, at den, der vil have alt hvad han ser, han må græde når andre ler. Dette ord, kære Carl, har tit afholdt mig fra at anskaffe ting, jeg havde lyst til, men som jeg godt kunne undvære, og derfor har jeg indtil denne dag kunnet svare enhver sit og give mine drenge en pæn mødrene arv. Men bevidstheden om denne arv lader til at skulle blive noget af en ulykke for Eder, idet I tror at have råd til at føre Eder som rigmandssønner i mange forhold. Jeg er absolut modstander af dette køb og sender dig ikke en øre uden din kurators samtykke(Fr. Ingerslev) Jeg henstiller og beder dig, kære Carl, opgiv dette køb. Nøjes med at købe en god cykel. Den skal jeg sende dig penge til omgående, om ønskes!”
Nielses reaktion på Carls brev viser, hvor stærkt den nøjsomme indstilling er forankret i ham ( og nok ikke i ham alene, men sikkert i hans generation). Så vidt vides fulgte Carl i første omgang sin fars råd, og blev først motoriseret i 1927. Drengene opfattede Nielses moralprædikner på en positiv måde. Ved Nielses båre sagde Carl: ”Tak for alle dine smil og tak for alle dine bebrejdelser. Vi véd de var vel ment!” Niels havde ambitioner på sine drenges vegne, og han prøvede at forme dem og påvirke dem i den retning, han mente ville gavne dem mest.
Hans bistand til sønnerne var ikke kun af moralsk karakter. Medens de var under uddannelse og var væk fra hjemmet, sørgede han for, at de fik penge til kunne begå sig. Niels var en struktureret person, som satte pris på orden og system i tingene. Det kom til udtryk ved, at ham førte regnskab med mange ting. Med landbrugsdriften, med husholdningsudgifterne og også med, hvad drengene fik til-sendt, medens de var under uddannelse. Harald fik udbetalt kr. 6150,- i tiden fra 1918 til 1921 til tøj, rejser, skolepenge, uniformer mv. Det lyder måske ikke af så meget i dag, men det svarer vel til Kr.60-70000,- i 2002 kroner. Carl fik fra 1919-22 kr. 2.720,- til lignende formål, det svarer vel til en Kr.30-40.000,- i 2002 værdier. Drengene fik således ikke lige meget til deres uddannelse, men Niels holdt styr på, hvad de havde fået, og forsøgte så godt, det lod sig gøre, at dele sol og vind lige. I 1928 forpagter Carl Vindeholme Avlsgård ved Munkeby på Sydlolland. Driftskapitalen var hans mødrene arv på Kr. 25.000 samt en garanti for forpagtningsafgiftens betaling fra Niels.
Så var begge sønner i vej som selvstændige landmænd. Det kunne Niels kun være tilfreds med, for det var en af de ambitioner han havde haft på deres vegne. I 1930 satte landbrugskrisen ind og den kom indirekte til at påvirke Niels, selvom han var velkonsolideret. Harald havde efter en brand bygget en stor svinestald, og blev offer for de drastiske prisfald på svin fra kr. 125/stk til ca. 50/stk. Det medførte at han i 1930 måtte forlade gården fordi han ikke kunne betale ydelsen til Hypotekforeningen. Harald fik akkord med sine kreditorer. Herved mistede Niels kr. 9300,- medens de øvrige kreditorer mistede 20.000. Harald søger ansættelse hos politiet og Gerda og deres 2 årige søn Niels Aage tager hjem til Gerdas forældre i Skive. I efteråret 1931 overtager Hypotekforeningen Kollerup Hovedgaard ved Hadsten og Harald søger støtte i familien til at erhverve gården. Frederik Ingerslev indskyder kr. 5000, og Niels kautionerer for et lån på kr. 25.000. For disse kr. 30.000 får Harald skøde på Kollerup 9/10 1931. Han har imidlertid ingen driftskapital og gården er så forsømt at han ikke kan komme i gang uden flere penge. Carl har mulighed for at indskyde kr. 15.000 som han har fra en løsøre branderstatning. Som sikkerhed for sit indskud får Carl skøde på gården med den klausul, at Harald skal kunne købe den tilbage for de kr.15.000 + 5000 i fortjeneste. Harald indsættes som bestyrer, og det aftales, at Niels skal hjælpe Carl med at føre tilsyn med gården. Det går imidlertid dårligt på Kollerup, og i løbet af de første 2 år oparbejder Harald så stort et underskud, at Carl finder det nødvendigt at forpagte gården ud. Det sker fra 1/3 1933. Niels har forsøgt at hjælpe Harald økonomisk, men synes ikke rigtig er det er til at se ende på problemerne. Det er nok medvirkende til Carls beslutning om at bortforpagte gården. I et brev til Harald fra 1933 gør Niels regnskab for de udlæg, kautioner, skatter og veksler han har hjulpet Harald med. Det beløber sig til kr.85.000, og Niels spørger til sidst, om Harald tror, han nogensinde kan få afviklet den gæld. Harald bliver boende i en del af Kollerups Hovedbygning, og skal repræsentere sin brors ejer interesser. Ordningen er ikke god. Niels og Carl er mistænksomme overfor Haralds dispositioner, sikkert med god grund, og Harald føler sig overset og økonomisk udsultet, sikkert også med rette. Harald føler, at han, når han bor i en herregårds hovedbygning, må kunne leve med en vis standard. Omvendt irriterer det Niels og Carl, at Harald spiller godsejer for deres penge. Der er en række tvister om vedligeholdelsesarbejder igangsatte af Harald uden godkendelse, som slider på det gode familie forhold. Haralds økonomiske problemer slider også på Nielses helbred. Han lider af bronchitis og må flere gange i 30.ernes løb på kurophold for at lappe på helbredet. Harald har klare psykopatiske træk i sin karakter, og med de økonomiske mellemværender og forskellige aftaler om Kollerup er der rige muligheder for at udvikle forskellige opfattelser af situationen. Harald vil ikke anerkende sine gældsposter og taler om, at han har et beløb at modregne. Småtvister er hverdagskost i forholdet mellem Harald, Niels og Carl. Da den finske Vinterkrig bryder ud i november 1939 drager Harald til Finland som chef for et kompagni af de frivillige danske styrker. Styrken er under træning i det nordlige Finland, da våbenstilstanden kommer i april 1940. Familien er på en måde stolte af hans gestus, på den anden side noget forundrede over, at han bare forlader familie og gård, hvor han har forpligtelser at tage vare på. I 1941 laver Niels et testamente, hvor han bestemmer, at Carl skal overtage Svallinggaard efter ham til 80% af ejendomsskyldsværdien, som der er lovmæssig mulighed for at overdrage til. Harald er imod dette testamente og mener, at der ved skiftet efter moderen blev aftalt, at Svallinggaard skulle tilbydes til sønnerne i aldersfølge. Han tager i dette spørgsmål Frederik Ingerslev som vidne for sin påstand, men Niels bestrider, at der skulle have været en sådan aftale, og Frederik Ingerslev har svært ved at huske forløbet klart.
På samme tidspunkt fremsætter Harald ønske om, at han overtager skødet på Kollerup efter den aftale herom som rummes i skødet. Krigsårene har givet bedre indtjeningsmuligheder for landbruget, og Harald mener nu at kunne udrede det beløb han skylder Carl og Niels. Det viser sig imidlertid, at Harald ikke vil anerkende de gældsposter Niels og Carl mener at have til gode. Kristian Søndergaard konsulteres. Han vil gerne rådgive, men vil ikke involveres i en retstvist mellem parterne. Mægling mellem parterne lykkes ikke. Det kommer til en retssag, som Harald taber, og han får så rettens afgørelse for, at han skal betale sin far og bror, hvad han skylder dem. Det er en smertelig oplevelse for en fader at skulle trække sin søn i retten, og det efterlader da også nogen bitterhed i familien. Harald får 1. Februar 1941 skøde på Kollerup, og med de bedre tider der er efter krigen får han styr på sin økonomi.
Rejser er for Niels mest rejser i Danmark, men enkelte udlandsrejser bliver det dog til i hans liv.
Det faste indslag var en sommertur til Mors, hvor han besøgte sine søskende og boede hos dem på skift. Det var en begivenhed der gentog sig hver år og som han glædede sig til. Han var også velkommen hos familien, som var stolte af den succes deres bror havde haft i livet. Besøg på Lolland hos Carl aflagde Niels, Misse og Aase 1 gang om året i den tid Carl var på Vindeholme. Carls engagement i Kollerup førte ham til Jylland ret ofte, så på den måde var der god kontakt. Nielses hverv i DAG, Det Konservative Folkeparti, og i Landboforeningerne førte ham ofte til København, hvor der var lejlighed til at besøg Cathrine og Frederik Ingerslev, som efter salget af Gislingegaard flyttede til København. I København boede også Nielses nevø, Kristian Søndergaard, (søster Stines søn) som var blevet landsretssagfører og havde købt overretssagfører Beckers firma.
Kristian blev en meget anerkendt ekspert på landbrugsjura og var i mange år ubetalt juridisk rådgiver for Niels, Carl og Harald samt sikkert også for sin nærmeste familie.
Udenlandsrejser var ikke noget Niels mente, han skulle invester i for sig og sin familie, men han tog gerne på udlandsrejse alene i fagligt øjemed, når de organisationer han havde med at gøre arrangerede en sådan. I 1910 var han på rejse i Tyskland med nogle landmandskolleger. Ved den lejlighed viste sprogkundskaberne sig at være for små, hvad der gav anledning forskellig forvirring. I 1930 var han med en delegation af danske landmænd i England og Skotland( med tilknyttede tolke), og har ved hjemkomsten til avisen fortalt om sine oplevelser. Turen gik til London med forskellige afstikkere og senere via Hull til Edinburgh. Man fornemmer at turen har været en oplevelse. Andre rejser han foretog med DAG gik til Norge, Sverige. Han har nok følt, at han med sin baggrund var rimeligt berejst . Sådan vil man ikke føle det i år 2002, men det har sikkert været berettiget udfra hans forudsætninger.
Aase fødte den 17/1 1947 datteren Anette udenfor ægteskab. Da Aase var i gang med en uddannelse til økonoma som tog sin begyndelse i Randers, var barnet en svær opgave for hende at løfte. Misse tilbød at tage sig af Anette, som fik hele sin opvækst i Randers, først på Heimdalvej og senere i lejligheden i Sjællandsgade 53. Aase giftede sig 2/11 1951 med Gunnar Sloth Nielsen. De slog sig ned i Århus og fik sammen børnene: Niels Peter(1953), Jørgen (1958) samt Henrik (1959). Anette uddannede sig som børnehavepædagog og giftede sig i 1967 med lærer Jørgen Nielsen. De flyttede til Fyn og fik sammen Peter(1967) og Anne(1976). Ægteskabet blev opløst i 1977.
Aase fandt senere sammen med salgschef hos Sabros Fabrikker A/S Svend Aage Jørgensen (kaldet SA), han var enkemand og de to fik et godt men kort liv sammen. De delte en interesse for rejser, kunst og kultur sammen, og svingede i det hele taget godt sammen. Desværre fik SA kræft og døde i 1995. Aase bor i dag i Fjellerup på Djursland.
I løbet af 1941 skranter Nielses helbred, og det minder ham om, at han hellere må få realiseret ønsket fra sit testamente om at tilskøde Carl Svallinggaard. Hans tanke er, at Carl skal overtage Svallinggaard til en familiepris, samt at Misse og Niels bliver boende på Svallinggaard til Carls forpagtningskontrakt om Vindeholme udløber. Herefter ville de flytte til en bolig i Hornbæk i Randers. Niels begrunder sin handling med, at Carl bedre vil kunne drive gården i nedgangstider, og dermed sikre Niels og Misse en sorgfri alderdom. Harald akcepterer dette synspunkt, men ønsker indføjet i skødet: “at skulle Carl, eller han efterkommere ønske at sælge Svallinggaard, skal den tilbydes til Harald, eller han efterkommere, til den pris Carl erhvervede den til.”
Harald argumeterer med, at den pris der er forudset i en handelen med Carl, kr. 220.000,-, er kr. 150.000 under prisen i fri handel. Diskussionen ender med, at der i skødet fra Niels til Carl indføjes: ” at skulle Carl, eller hans efterkommere sælge Svallinggaard, skal den tilbydes til Harald, eller hans efterkommere til den pris, der ellers kunne opnås til anden side.” Således slutter denne uoverensstemmelse. Skødet til Carl på Svallinggaard af 18/9 1941 tilføjes ovennævnte klausul.
I November 1942, under overværelsen af en gudstjeneste i Asferg kirke, rammes Niels af en hjerneblødning, 71 år gammel. Han kommer over den akutte del af blødningen, men er både fysisk og psykisk mærket af sygdommen. Det var Carls opfattelse, at Niels godt kunne have været sparet for den sidste del af sit liv, mærket som han var af den hjerneskade blødningen havde givet ham. Misse hjalp ham så godt hun kunne med de praktiske gøremål, men det kneb ham at finde den livsglæde, som ellers var så karakteristisk for ham. Han lever en stille tilværelse på Svallinggaard med Misse, og sover natten til 12. August 1942 ind i døden, formentlig af endnu en blødning eller blodprop.
Forholdene omkring Nielses død og begravelse er særdeles godt belyst i form af avisudklip og forskellige mindeudtalelser i blade. Det slår en, at man dengang i de lokale blade havde en dækning af begivenheden, som i dag kun gives for de absolutte topfigurer i samfundet. Det kan måske forklares ved, at Niels var en kendt mand på egnen og i landbruget, samt at der ikke var så meget på den tid, man kunne skrive om. Jeg vil forsøge at give et sammendrag af dødsfaldets omtale i pressen:
Nielses død blev nævnt i Radioavisen. På dagen for begravelsen startede man med en minde sammenkomst i hjemmet på Svallinggaard. Her talte Carl til sin far og sagde bl. andet: ” Vi siger dig tak for alt, hvad du har været for os. Tak for alle dine smil og alle dine bebrejdelser; vi véd de var vel ment. Vorherre gav dig en sjælden, lykkelig evne til at leve livet. Du elskede dit hjem og dit arbejde, og du havde et stort hjerte, ud af hvilket du gerne hjalp andre.”
Herefter talte førstelærer H. Friis, som fremhævede dygtighed, nøjsomhed og gudsfrygt, som Nielses særlige egenskaber.
Herefter førtes båren til Asferg kirke, som ifølge referatet var så fyldt, at mange måtte stå op. Der nævnes navnet på giverne af ca. 20 kranse, mest organisationer Niels var knyttet til. I kirken blev der talt af såvel sognepræsten, pastor Lund Sørensen, som af vennen, Pastor Bjørnbak. Pastor Lund Sørensen mente, at Henrik Ibsens ord: ”Hvad du er, vær fuldt og hel og aldrig stykkevis og delt!” passede godt på Niels. Sådan var han som landmand og som indehaver af de offentlige embeder man betroede ham. Pastor Bjørnbak fandt, ”at Niels var rodfæstet i sit land og sit folk. Han ville tjene sit folk, og gjorde det på denne ukunstlede, jævne måde, som virker så velgørende og har vederhæftighedens præg. Mark ville være med, hvor han så, at noget dårligt skulle gøres bedre. Med sine gode evner, sin praktiske sans, sin faglige dygtighed, sit vennesæle væsen, sit lyse sind forbandt han den ildhu, der gav sig udslag i en stille, ærlig tjeneste for land og folk.”
Der blev også talt ved graven og højtideligheden sluttede med en mindesammenkomst i Asferg Forsamlingshus.
På en iagttager i år 2003 virker ordvalg og stilen i mindeordene højtravene og lidt svulstig, men man må betænke at det var en anden tid. Der er dog ingen tvivl om, at der i mindeordene blev givet karakteristiske træk af Nielses personlighed. Han nåede meget i sit liv, og selv om han klarede sig godt, gik det ham aldrig til hovedet.
Efter Nielses død, måtte Carl overtage driften af gården hurtigere end han havde regnet med. I tiden frem til forpagtningen af Vindeholme udløb, måtte han således drive begge gårde på en gang. Han blev boende på Vindeholme og drev Svallingaard ved hjælp af forvalter Fritz Gæmelke, som havde haft en stort ansvar under Nielses sygdom, og derfor var vant til at optræde selvstændigt.
Misse måtte noget hurtigere end forudset finde sig en bolig i Randers. Det blev på Heimdalsvej i den nordlige del af byen . Senere flyttede hun til Sjællandsgade 53, hvor hun boede i mange år.
I den sidste del af sit liv boede hun i en lejlighed i Randers Kollektivhus, som Carl købte til hende. Misse var ikke stillet særlig godt økonomisk. Udover hendes del af det fælles bo, tilsikrede skødet hende et årligt beskedent beløb samt nogle naturalieydelser. Det rakte ikke til nogen stor husførelse. Men Misse var god til at få pengene til at slå til, og blev også støttet lidt af Carl. Hun havde et godt helbred og først oppe i 80 erne begyndte helbredet at svigte.
Hun døde den 21/6 1976 på Randers Centralsygehus, og fik efter bisættelsen sin urne nedsat på Asferg kirkegård ved sin mands side. 33 år fik hun i enkestand. Sikkert ikke den bedste tid af hendes liv, men hun klarede sig efter omstændighederne godt med de begrænsede midler hun havde. Sommerhuset ved Fjellerup Strand bød på en kærkommen afveksling fra livet i byen, og var også med til at sørge for besøg af familie og venner.
Skal jeg efter denne gennemgang af Niels Marks liv og virke prøve at give en kort karakteristik af ham som menneske, må det blive følgende:
Et velbegavet, energisk menneske med et lyst og åbent sind. Han havde lyst til at omgås andre mennesker. I omgangsformen blev han bedømt som charmerende og elegant (når det passede ham)
Han kunne tale med alle mennesker, var hjælpsom, men kendte også sit eget værd. Han kunne være generøs, men var ellers meget præget af den sparsommelighed han havde lært i sit hjem. Alt i alt blev hans eftermæle, at han var et menneske der havde overskud til både at gøre det godt for sig selv, samtidig med at han løftede mange opgaver for sine medmennesker på mange forskellige felter
Svallinggaard, den 24. Januar 2003
Jørgen Mark
|
|
