|
|
PERSONSKILDRING: CARL GEORG MARK
Barndom
Carl Georg Mark (døbt Karl) blev født 11.Juli 1901 på Mejlbjerggaard i Glenstrup sogn, mellem Randers og Hobro, som søn af Niels J. Mark og hustru Juliane Marie f. Larsen. (se særskilt biografi over Niels og Marie.)
Niels havde købt Mejlbjerggaard i foråret 1898 i anledning af sit bryllup med Marie, og her fødtes deres to sønner, Harald, den 8/10 1899, og Carl den 11/7 1901. Mejlbjerggaard blev rammen om drengenes tidligste barndom, men allerede i 1906 køber Niels den større, bedre og mere herskabelige ejendom, Svallinggaard, hvor drengenes opvækst fra hhv. 7 år og 5 år kommer til at foregå.
Hjemmet er præget af 2 kærlige forældre, som er i besiddelse af udsyn, dygtighed og ambitioner.
Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at drengene skal have en god uddannelse. Man fravælger den lokale landsbyskole og ansætter en privat lærerinde til at forestå den første indskoling, indtil drengene kan komme på latinskolen i Randers. Dette medfører, at Carl- som den yngste- begynder sin skolegang tidligt. Det skal jo passe, så drengene kan blive undervist sammen. Lærerinden er Charlotte Marie Olesen, som Niels senere gifter sig med, efter Maries alt for tidlige død i 1917. Hjemmet er også præget af flid og sparsommelighed, både Niels og Marie er vokset op under beskedne kår, og med mange søskende. Dette bevirker også, at der tit er gæster af familien på begge sider. Både Niels og Marie søger at holde god forbindelse til forældre, søskende og søskendebørn. Herudover er der hyppigt besøg af Niels og Maries venner og deres børn, så det er langtfra nogen isoleret opvækst, selvom drengene ikke har skolekammerater de første år. I hjemmet blev der sunget morgensang .Ved den lejlighed var familien, forvalteren og køkkenpigerne til stede. Drengene føler sig knyttet til mostrene, og kører på cykel til Sjælland i ferierne for at besøge moster Kathrine og onkel Frederik Ingerslev på Gislingegård, samt til Dronninggaard i Vendsyssels for at besøge moster Bertha og onkel Hans Christian Teisen. Især var de knyttet til moster Kathrine og onkel Ingerslev, som ingen børn havde selv.
Carl fatter tidligt interesse for landbruget, og følger levende med i, hvad der sker på gården, og deltager efter evne i landbrugsarbejdet, når han kan få lov. Lektierne skal også passes! I denne tid grundlægger Carl, hvad der skal blive en livslang interesse og kærlighed til landbruget. Denne interesse støttes af faderen Niels, som dog har forestillet sig, at Carl skal ende med at blive dyrlæge, for så kan Harald overtage gården, og Carl kan alligevel se frem til et godt udkomme som dyrlæge.
Skolegang
Ca. 1912 optages drengene på Latinskolen i Randers. Som noget nyt er der nu en lang skolevej. På det tidspunkt var der ikke nogen busser. Den eneste offentlige transport var banen fra Bjerregrav til Randers. Carl har fortalt, at de havde en pony og en jumbe, og med denne ekvipage skete transporten til og fra skolen i Randers. Senere får drengene logi hos en af familiens venner i Randers, fru Brøckner, (tidl.Østervang), hvor Carl logerede sammen med den senere Dr. Phil. Frederik Poulsen(fra Risagergaard). Blandt Carls øvrige skolekammerater var Ernst Schwenke, senere chefredaktør for Berlingske Tidende, og familiens fremtidige tandlæge, Esther Foged. Om Schwenke fortalte Carl, at det eneste han var god til i skolen, var dansk stil. Det må vel siges at være et menneske som erkendte, hvor hans styrke lå! Maden blev ikke indtaget hos fru Brøckner, men hos en Fru Byriel Christensen, som også drev en cigarforretning ved navn Mexico. Stedet var samlingssted for mange spændende mennesker, og fru Christensen, mest kaldet ”Mexico”, var også et spændende lidt bohemeagtigt menneske. Forældrene bestemte, at målet skulle være en præliminæreksamen. (Det svarer ca. til H.F.eksamen i dag).
Dels tog det ikke så lang tid som studenter eksamen, dels gav den dengang adgang til dyrlægestudiet på Landbohøjskolen. I Juni 1917 afslutter Carl sin præliminæreksamen(16 år!) og skulle så begynde hjemme som landvæsenselev. Men i den sommer bliver Marie i tiltagende grad svækket af en for sent opdaget cancer. Overlæge Langballe på Sct. Josephs Hospital i Randers kan intet stille op. 15. August 1917 dør Marie, og efterlader sig, foruden en sørgende ægtemand, også to sørgende unge sønner, hvor især Carl sørgede meget.
Landmandsuddannelse
Frem til November 1918 hjælper Carl til hjemme som elev, men generes af at se en husbestyrerinde og forskellige velmenende damer spille op til den 46 årige Niels, som nok også var for ung til at henleve resten af sit liv som sørgende ægtemand. Carl arrangerer gennem sin morbror, som har afløst sin far som skovfoged på Sparretorn, at han kan begynde som landbrugselev på Sparretorn, syd for Middelfart på Fyn, den 1. November 1918. Her kunne han støtte sig til sin mødrene familie, medens han som 17 årig påbegynder en praktisk landbrugsuddannelse. Fra 1.November 1919 til 1.November 1920 har han plads som elev hos H.W. Pontoppidan på Thomasminde ved Århus.
Militærtjeneste og landbrugsskole
Fra 1920 til 1921 aftjener Carl sin værnepligt ved artilleriet. Han har forklaret, at han søgte artilleriet, fordi han ønskede at have med heste at gøre. Under uddannelsen udtages han til at gennemgå en befalingsmandsuddannelse på Kornetskolen. Det svarer til vore dages sergentskole. Efter denne uddannelse hjemsendes han som Kornet, og genindkaldes senere som Sekondløjtnant ved Kystartilleriet. Efter militærtjenesten påbegynder Carl i 1922 et 9 måneders landbrugsskole ophold på Lyngby Landbrugsskole. Kurset afsluttes i sommeren 1923 med en eksamen, og Carl får umiddelbart herefter et sommerjob som forvalter på Tybrind Avlsgård på Vestfyn fra August til November.
Forvalter job
Fra November 1923 til November 1925 har Carl arbejde som forvalter hos Axel Danielsen på Fiskebæk syd for Nykøbing Falster. Jobbet var meget selvstændigt. Carl har senere forklaret, at han nærmest drev gården for Danielsen. Dette job kunne måske have varet længere, hvis ikke Svallinggaard brændte den 11. Juli 1925 på Carls 24 års fødselsdag. Carl følte, at han skyldte sin far at tilbyde sin hjælp,i forbindelse med den ekstraordinære situation, branden gav anledning til. Han tilbyder i et brev at sige sin plads op til 1. November for at komme hjem, hvis det ellers ikke var for sent. Den assistance blev åbenbart ønsket, for fra 1. November 1925 er Carl forvalter på Svallinggaard. Opgaven består i at hjælpe Niels, så han kan få mere tid til at klare opbygningen efter branden. I den tid drøfter Niels og Carl, hvordan Carls fremtid skal være. Carl er nu tilstrækkelig erfaren og kvalificeret til at kunne drive landbrug for egen regning, og opgaven på Svallinggaard er af midlertidig karakter. I de kommende år bruges tiden til at se på landbrug med enten køb eller forpagtning for øje. Ind imellem løser Carl opgaver for andre. Fætteren Carl Larsen er Kvægbrugsinspektør hos godsejer Tesdorph på Pandebjerg og Gedsergaard godser på Falster. Her løser Carl forskellige opgaver og ser på mulige landbrug i området. Han løser også opgaver for sin ungdomven Erik Wied, på dennes gård, ”Søholt” på Djursland.
Forpagter på Lolland
I 1928 dukker der en mulig forpagtning op på Vindeholme avlsgård ved Munkeby på Sydlolland.
Gården hører under Rudbjerggaard gods, og med garanti fra Niels forpagter Carl gården, som består af 302 ha, 118 ha ager og 167 ha skov. Skoven passes af godset. Carl er 27 år gammel, ugift, og skal sørge for mad til folkeholdet. Han ansætter en husbestyrerinde. I 1929 brænder gården incl. Stuelængen, som er sammenbygget med avlslængerne. Carl må bo på Vindeholme slot medens genopbygningen står på. Herfra må der også laves mad til folkene. Landbrugskrisen sætter ind i 1930-31 og en stribe af Lollandske gårde overtages af kreditforeningerne. De gæve vestlollikker mente, man kunne drive sin gård fra baren på Hotel Harmonien i Nakskov, men det holdt ikke stik for en del. Den sparsommelige jyde Carl havde stadig penge i banken og klarede sig godt. På et tidspunkt fik han besøg af ledelsen fra sit Frøfirma, som ville gratulere ham med, at han var den af deres avlere, som havde avlet mest pr. ha. Dette udtryk for høj faglig kompetence og Carls evne til at holde omkostningerne nede i en krisetid, gjorde, at kreditforeningen henvendte sig, og tilbød ham flere store gårde på Lolland mod at overtage gælden. Som den forsigtige mand Carl var, sagde han nej tak. Det var forståeligt nok. Ingen vidste hvor længe krisen ville vare. Men tilbageskuende kunne han ikke lade være at ærgre sig lidt, da det viste sig, at han kunne have klaret opgaven, som tiden og konjunkturene nu engang udviklede sig.
Vennekreds på Lolland
Ind imellem var der også tid til socialt samvær og fornøjelser. Carl fik en god ven i Svend Ziersen, som boede på Maglebøge ved Søllested, og som var forpagter hos sin far, Axel Ziersen, kaldet ”fatter,”som ejede Vilhelmshøj (nu Højrebylund), en gård på 410 ha. Carl og Svend var begge ungkarle, havde begge en baggrund som reserveofficerer, og svingede godt sammen. Gennem dette bekendtskab, som senere blev udvidet med Svends kone Gerda, fik Carl en omgangskreds blandt lige sindede unge landmænd på Lolland. De nærmeste var: Grethe og Einar Fridrichsen, Hesede, ved Haslev, Søs og Gunnar Brünnicke, Mariebjerg, Harpelunde, Fritze og Christian Jørgensen, Færgelandsgaard, Nakskov, samt familien Borchsenius, Nakskov Ladegaard.
Kriseår – Køb af Kollerup
I kriseåret 1930 kører Carls bror Harald økonomisk fast med driften af Attrupgård ved Trustrup på Djursland. Kreditforeningen overtager ejendommen som ufyldestgjort panthaver. Harald svæver i en tid i uvished om sin fremtid, og overvejer at søge ind til Politiet. Efter rådslagning mellem svigerfaderen købmand Aage Selchau, Skive, Niels Mark, Svallinggaard, Frederik Ingerslev, Gislingegaard og Carl på Vindeholme, køber Carl den 9/11 1931 Kollerup Hovedgaard ved Hadsten af Kreditforeningen. Købet effektueres ved at han overtager gælden og indskyder kr. 15.000,-. Som kautionister optræder Niels Mark og Frederik Ingerslev. Carl havde ved Vindeholmes brand fået nogle løsørebeholdninger erstattet, og var derfor mere likvid end normalt. Sammen med skødet udfærdiges en overenskomst, hvorved Carl indsætter sin bror Harald som bestyrer af Kollerup, og hvor der indføres en bestemmelse om, at Harald til enhver tid har ret til at erhverve Kollerup for den pris og på de betingelser som Carl har erhvervet gården for, med et tillæg af kr. 5000,-.
Efter 2 års drift af Kollerup har Harald oparbejdet så stor en gæld, at Carl finder det nødvendigt at forpagte gården ud til anden side. Det sker med virkning fra 1. Marts 1933. I et tillæg til overenskomsten mellem brødrene af 22/11 1931, bestemmes det, at Harald repræsenterer Carls ejerinteresser på Kollerup. Harald får ret til bolig i hovedfløj og østfløj af hovedbygningen, medens vestfløjen benyttes af forpagteren. Harald disponerer over de naturalieydelser som er fastlagt i kontrakten, medens pengeydelserne tilfalder Carl. I bestemmelserne om Haralds ret til at købe Kollerup af Carl, ændres tillægget på kr. 5000, til en forrentning af kr.15.000,- med en rente på 5%.
Først ved et betinget skøde af 1. Februar 1941 overtager Harald Kollerup fra Carl. Desværre fulgte der i kølvandet på overdragelsen en tvist om betingelserne for overdragelsen. Harald mente ikke han skulle overtage 2 banklån i Hadsten Bank og mente heller ikke, at han skulle betale rente af de kr.15.000 Carl havde lagt ud. Det førte til en retstvist, som Harald tabte. Denne strid kastede i mange år en skygge over familieforholdet, men ved god vilje fra begge sider blev forholdet siden godt igen.
Giftermål og børn
En dag i 1933 får Carl besøg af en ung dame ved navn Grete Maegaard Nielsen, som ligger i sommerhus ved den nærliggende Maglehøj Strand. Grete kommer for at overbringe en hilsen fra en af Carls bekendte fra tiden i København, Lizzie Hartz. Grete fortalte, at hun blev høfligt modtaget, men ellers ikke sporede nogen særlig interesse. Ved en senere lejlighed inviteres Carl til fest i Nakskov hos Gretes veninde Elsie Jakobsen. Man manglede nogle passende ungkarle. Ved denne lejlighed er Grete mejet ud til fest, og Carl fatter interesse for hende. Hun bliver inviteret på Harmonien( byens bedste hotel), og inviterer senere Carl til et besøg hjemme hos forældrene, Isenkræmmer Knud Nielsen og hustru Olga. Grete fortalte, at hun egentlig syntes, at besøget var lidt af en fiasko. Carl falder så godt i snak med hendes far, at han rent glemmer, at han var indbudt som hendes kavaler! Knud og Carl var nok begge to nøgterne handlekraftige mænd, som dertil havde en fælles baggrund som reserveofficerer. Carl må have gjort det godt igen, og det har vel aldrig skadet at kunne stå sig godt med svigerfamilien, for det ender med bryllup i Nakskov den 7. Juli 1934. Bryllupsrejsen gik til Prag. Carl falder godt til hos sin svigerfamilie. Knud, Olga og Gretes yngre søskende, Bent og Henning tager godt i mod ham, og han oplever et ”nyt hjem” med nogle andre værdinormer. Lidt mere velstand, lidt mere akademisk tilsnit, en let, drillende tone, som han befandt sig godt ved. Den gode stemning blev endnu bedre, da Grete og Carl bragte børnebørn til hjemmet i Nakskov. 18/7 1935 kom Jette, som med sit krøllede lysblonde hår og besnærende væsen, lagde såvel forældre som bedsteforældre for sine fødder. 13/3 1938 kom Jørgen og 23/5 1941 kom Kirsten. På trods af de skygger som besættelsen kastede over landet, levede man i et lykkeligt arbejds- og familieliv på Sydlolland.
Omdrejningspunkterne var Gretes familie med bolig i Nakskov og sommerhus ved Maglehøj strand, vennerne på Lolland, og af både geografiske og andre grunde i mindre grad familien i Jylland. I den forbindelse må det betænkes, at under krigen især var rejsen mellem Lolland og Jylland langsom og besværlig. Under isvintrene i 1940, 41 og 42 var færgeforbindelserne af og til afbrudt på grund af is i bælterne. Carl fortalte, hvorledes han engang, hvor han skulle til Jylland, var gået over isen til Langeland. Man gik i en gruppe langs en afmærket rute og medbragte en båd, som man skubbede. Den skulle tjene som redningsbåd, hvis isen brast.
Køb af Svallinggaard
I 1941 rammes Carls far Niels af en blodprop, formentlig i krans pulsåren ved hjertet. Han overvinder tilfældet, men er permanent svækket af sygdommen. Den 12/8 1943 dør han 72 år gammel.
Den første blodprop havde foranlediget Niels til at sikre sig, at tanken om at overdrage Svallinggaard til Carl blev ført ud i livet. Ved betinget skøde af 18. September 1941 køber Carl Svallinggaard af Niels for i alt kr. 200.000,- . Ejendomsskylden var ansat til kr. 150.000,-
For at flytte med til Svallinggaard havde Grete betinget sig, at hovedbygningen skulle sættes grundigt i stand. Arkitekt J.P. Hjersing fra Randers blev betroet at forestå denne restaurering. Der blev tale om meget omfattende forandringer af rums opdelingen, samt indretning af nyt køkken, 2 badeværelser og yderligere 2 gæsteværelser. Som tilfældet ofte er, blev omkostningerne ved restaureringen større, end prisen for at opføre et nyt hus af tilsvarende størrelse. Tanken om at opføre en ny hovedbygning i nogen afstand fra avlsbygningerne havde været på tale, men blev forkastet. Ombygningen strakte over lang tid, og ved indflytningen i sommeren 1944 var håndværkerne endnu ikke færdige. Byggematerialer var vanskelige at fremskaffe, især i en god kvalitet. Det lykkedes dog alligevel arkitekt og bygherre i forening at få et smukt resultat ud af restaureringen.
For Carl, som for resten af familien, var flytningen fra Vindeholme til Svallinggaard en stor forandring. Den klimatiske og topografiske forskel fra det milde, flade, kystnære Vindeholme, til det lidt mere barske, indlands beliggende Svallinggaard var stor. Vi savnede havluften og bundgarnfiskernes fjerne morgenlyde i form af motorens duk-duk og pælehammerens taktfaste slag.
Landbrugsmæssigt var der nok lidt flere ha. at gøre godt med på Svallinggaard, men jorden og klimaet kunne ikke måle sig med Lollands. Carl prøvede at dyrke sukkerroer til Spritfabrikken i Hobro, men måtte konstatere, at han kun kunne frembringe 2/3 af udbyttet på Vindeholme. Han prø vede en anden høj pris afgrøde, hvidkløver til frø, men måtte konstatere, at høstklimaet på Svallinggård var for vådt til, at afgrøden kunne give tilstrækkeligt. Selv om potentialet var mindre end på Vindeholme, var der andre fordele, såsom en bedre ramme for familielivet, og en gård han kunne udvikle helt efter sit eget hoved; og Carl tog straks fat på at udvikle gården med al sin energi som 43 årig.
Flytningen betød også, at kontakten til såvel Gretes familie, som vennerne på Lolland blev besværlig gjort af afstanden, men den hørte på ingen måde op. Hver sommer fra 1945 til 1951 tog Grete med børnene til sommerhuset ”Skadereden” ved Maglehøj strand i sommerferien. Disse ferier gav gode muligheder for at dyrke familieskab og venskab med lollikkerne. For Carl var ferierne dog sjældent af lang varighed. Gården skulle passes og høsten stod for døren.
Vennekreds i Jylland
Snart udviklede der sig også en vennekreds af jyder. Gennem naboerne på gården ”Østervang”, Rigmor og Per Hansen, lærte Grete og Carl en del af Kronjyllands driftige landmandsfamilier at kende. Nævnes må Ingrid og Herluf Dose, ”Risagergård”, Sigrid og Jens Balling, ”Svenstrup Hovgaard”, Grete og I.H. Kirketerp-Møller, ”Birkemosegård”, samt Lilje og Carl Neergaard-Petersen, ”Kjellerup Hovedgaard”. Hertil kom et gammelt bekendtskab med Peter Pedersen, ”Egegaard”, som var blevet gift med Vibeke (Vivi) Langkær. Gennem Gretes skoleveninde Elin Svendsen, som var blevet gift med Einar Falbe-Hansen, fra det kendte konfektions firma Falbe-Hansen i Randers, lærte Grete og Carl snart også en kreds af fremtrædende Randers borgere at kende. Kendskabet til handels og erhvervskredse i Randers blev for Carls vedkommende også styrket af, at han blev optaget i Randers Rotary Klub. Netværket indenfor landbruget blev styrket ved, at Carl blev optaget i Randersegnens Diskussionsforening, ”Snesen”, som Niels også havde været medlem af. Størst betydning fik dog Carls optagelse i Tolvmandsforeningen af 20. April 1939. Her var i forvejen Per Hansen, Herluf Dose , Peter Pedersen og Jens Balling. Blandt medlemmerne var også forpagter Chresten Brock-Didriksen,” Stenalt”, proprietær Niels Vissing-Jørgensen, ”Amaliegaard”, pro-prietær Jens Peter Rasmussen, ”Thomasminde”, samt Inspektør Axel Dahl Jørgensen, Frijsenborg. Man mødtes en gang om måneden på skift hos hinanden. Bedriften og afgrøderne blev gået igennem. Man lærte af hinanden og gav råd efter evne. Møderne sluttede med en middag og socialt samvær om aftenen. Her fortsatte snakken om det, man havde set på bedriften, om priser på produkter og råvarer og meget andet.
Køb af Østervang
I efterkrigsårene var der mange i omgangskredsen af driftige landmænd som så sig om efter en større gård, helst en herregård. I 1946 købte Kirketerp-Møller ”Sandholt” på Fyn, samme år købte Jens Balling ”Hevringholm” på Djursland, og Herluf Dose købte ”Randrup” ved Viborg. I 1947 købte Per Hansen, ”Demstrup Hovedgård”. I den forbindelse ville Per Hansen ikke skrive skøde på Demstrup, før han havde solgt ”Østervang”. Carl blev spurgt, om han ville købe ”Østervang”, nabogården. Efter en aften lang forhandling på Hotel Randers købte Carl ”Østervang”, og Per skrev under på skødet på Demstrup.
Ved købet af ”Østervang” fik Carl forøget arealet med 75 ha, og jordene lå så godt for hinanden, at det var meget let at samdrive. Problemet var bare, at samdrift ikke var tilladt efter landbrugsloven. Carl havde derfor ansat folk på ”Østervang” for at leve op til dette lovkrav. Alligevel havde han jævnligt landbetjenten rendende for at kontrollere, om loven var overholdt. Dette irritationsmoment, sammen med at høsten 1947 var den dårligste i mands minde, gjorde, at Carl besluttede at sælge ”Østervang” i 1948. Forinden havde han dog lavet en jordfordeling gårdene imellem, så de begge blev bedre arronderet. Ved denne fordeling forøgedes Svallinggaards areal med 17 ha. Carl har senere givet udtryk for, at det ikke var nødvendigt at sælge gården, men han ville ikke have vrøvl med egnens landmænd og myndighederne. Tilbage stod, at Carl ligesom sine landmandsvenner havde lyst til, og økonomisk magt til, at købe en herregård, men den rigtige var ikke dukket op endnu.
Rejseaktivitet
Efter krigens afslutning blev der atter mulighed for at rejse. Grete havde fra sin tid på en pigeskole i Vevey, ved Genfersøen, lært at stå på ski, og talte for at tage skisporten op. I begyndelsen gik turen til skisports steder i Norge, som regel sammen med Vivi og Peter Pedersen, ”Egegård”, som de delte skisports interessen med. Senere var det mest skisportssteder i Østrig, Schweiz og Italien der trak. Om sommeren var det i årene efter krigen en fast tradition at deltage i Landboforeningernes græsmarkssektions sommerudflugt. Med hele familien i bilen kørte man så i kortege ad Jyllands dengang støvede grusveje for at se landbrug. Bilkolonnen rejse en kolossal støvsky, og længere tilbage i kolonnen bølgede støvet såvel udenfor som indeni bilerne. Det var en blandet fornøjelse, men hungeren efter at komme ud at se noget var større. Fra 1940-45 var de fleste biler klodset op, kun mennesker med livsvigtige opgaver fik tildelt benzin. I 1949 var familien på sin første biltur til udlandet. Målet var at se de imponerende inddæmninger af land i Zuidersøen i Holland. I en ældre 4-dørs Peugeot kørte familien over Hamborg og Bremen til Nord Holland. Vejene var smalle og i dårlig forfatning. Mellem Hamborg og Bremen var der dog en ujævn motorvej, hvor bilen kunne prøve at køre hurtigt. Størst indtryk gjorde nok gensynet med Hamborg. Denne smukke by var hårdt ramt af krigens bombardementer. I 1949 lå endnu mange huse i ruiner, og folk måtte bo i kældrene. Bremen var knap så skadet, men de vilkår folk måtte leve og arbejde under, var chokerende. Var oplevelserne end af blandet karakter, var det en befrielse atter at kunne rejse ud i Europa.
Køb af Iisgaard
I vinteren 1950/51 dør ejeren af Iisgaard Hovedgaard på Mols, godsejer Tyge A. Bech. Hans enke, Estrid Bech, beslutter at sælge gården, for at vende tilbage til en bolig ved godset Holsteinborg, hvor hun var født. Grete og Carl bliver opmærksomme på, at gården var til salg, og får arrangeret et besøg på stedet i sommeren 1951. De betages begge af stedets landskabelige skønhed, og af den ”atmosfære” som er i dette herregårdsmiljø. Carl er dog udfra et landbrugsfagligt synspunkt knap så betaget af jordtilliggendets bakkede og uensartede karakter. Gårdens avlsbygninger er tillige overvejende gamle og upraktiske. De tager hjem med et splittet sind. Stedet har noget af det, de har savnet siden Vindeholme, beliggenheden ved vandet; og så er der en fabelagtig udsigt ud over Begtrup Vig og Århus Bugt. Men Carl er usikker på dyrkningsværdien af jorden. Det ligner ikke noget, han har prøvet før. Han synes også, prisen er for høj. Der går nogen tid, men de kan ikke rigtig slippe tanken om stedet. Fru Bech inviteres til the på Svallinggaard. Parterne har sympati for hinanden, og det betyder noget for Fru Bech, at hun sælger til nogen, som hun tror, vil værdsætte de værdier hun har hæget om, og som har pietetsfølelse overfor landskab og bygninger. Men man er stadig uenige om prisen. Bror Harald kan mærke på Carl, at han egentlig har lyst til at købe gården, og han prøver at mægle. Han inviterer fru Bech til et besøg på Kollerup for at sondere mulighederne. Der kommer en ny forhandling i gang med deltagelse landsretssagfører Lennart Bech for sælger og Carl samt Carls fætter, landssagfører Kristian Søndergaard. Forhandlingen foregår i København, hvor de 2 advokater har kontorer. Udfaldet bliver, at Carl køber Iisgaard for en pris af kr. 686.500,- incl. Besætning, maskiner og beholdninger til overtagelse 1/3 1952. Det, der fik tingene til at falde på plads, var, at Carl ikke skulle overtage gården med høst på roden. Han syntes at høstværdien var sat for højt. Selvom Carl var i tvivl om dyrkningsværdien af ejendommen, var det også en udfordring til hans evner som landmand, og som 51årig kaster han sig fuld af energi over opgaven at modernisere den noget gammeldags drevne gård. Det første, han gør, er at sælge kvægbesætningen. Køerne står i en smal stald uden fodergang foran dyrene. Salget af besætningen kan dække den kontante salgssum, han skal svare fru Bech. Der er nu blot Kreditforenings lånene at forrente og afdrage. Kostalden ombygges til svinestald; den begrænsede bredde passer bedre til dette formål. Dernæst går han i gang med at mekanisere agerbruget. Tyge Bech havde en stor interesse for heste. På gården var 12 spand heste af den franske Percheron race, meget flotte dyr, knap så tunge som belgiske eller jydske heste, dertil 5-6 plage. Udover hestenes trækkraft var der en grå Ferguson 26 traktor, som fru Bech havde foræret sin mand, men som ikke blev brugt meget. Carl skar hesteholdet ned til det halve, og indførte i stedet traktorer. Først en Fordson Major som supplement til den grå Ferguson, senere yderligere en Ferguson diesel, fordi Ferguson traktoren med sin overlegne hydrauliske løfteanordning havde vist sig bedre i stand til at køre i det bakkede terræn. Først med indsatsen af 4-hjulstrukne traktorer i 1960érne, kom der for alvor materiel, der kunne klare sig i det bakkede terræn.
Familien flyttede ind på Iisgaard i foråret og sommeren 1952. For børnene var der jo en skolegang, der skulle afsluttes i Randers, for Jettes vedkommmende med realeksamen, derfor forløb indflytningen i flere tempi. Det var spændende for alle at sætte sig ind i krinkelkrogene på det nye sted. Det var mere uoverskueligt med mange spændende detaljer. Der var ved siden af hovedbygningen en gammel borgruin med rester af hvælvede rum, som kunne appellere til fantasien. Der var en stor park med lindealle´er , voldgravsrester, og voldanlæg. En træ kranset hulvej førte frem til gårds komplekset, som var stort, lidt vidtløftigt, og omfattede flere bygninger end på Svallinggaard. Endelig lå det for sig selv, langt væk fra al ting, især fra venner og bekendte fra egnen nord for Randers.
Bortforpagtning af Svallinggaard
Til at begynde med drev Carl Svallinggaard fra Iisgaard med en forvalters hjælp. En gang om ugen, eventuelt mere, kørte han til dertil for at tilse bedriften og tage stilling til driftsmæssige spørgsmål.
Han følte, at han kendte Svallinggaard så godt, at han kunne tage stilling til mange spørgsmål over telefonen, og han havde desuden gode medarbejdere. Men med tiden blev han dog i tvivl om det hensigtsmæssige i ordningen. Opgaven at få drevet Iisgaard op var i sig selv en stor opgave, som kunne bruge hele hans tid, så i løbet af efteråret 1952 beslutter han, også tilskyndet af Grete, at forpagte Svallinggaard ud. Den 1. Februar1953 tiltræder Jørgen Rønholt en 7 årig forpagtning af Svallinggaard. Carl havde selv prøvet at være forpagter, så han vidste noget om, hvordan et godt forhold mellem ejer og forpagter kunne opbygges. Jørgen Rønholt og han hustru Dorthe drev gården på en udmærket måde, og der var et respektfuldt og venligt forhold mellem ejer og forpagterpar. Den 23/5 1958 brænder avlsbygningerne på Svallinggaard ned, som følge af en elektrisk kortslutning.. Lofterne over staldene holder i at væsentligt, men nogle svin indebrænder i en fritbeliggende træbygning, ”sanahuset”. Køerne er på græs, og berøres ikke af branden. Efter at brandskaden er gjort op, overdrages det bygningskonsulent Hilbert Overgaard, Langå, at udarbejde tegning til genopførelse af avlslængerne. Ved den lejlighed besluttes det, at det lukkede gårdanlæg fra før branden skal ændres, så der bliver en åbning mellem bygningerne mod nord som giver et godt synsfelt mod Asferg. På dette tidspunkt, hvor mejetærskerne er ved at holde deres indtog i dansk agerbrug , er det bemærkelsesværdigt, at forpagter Rønholt insisterede på at få laden udformet, så den er indrettet til opbevaring at utærskede kornneg, og ikke til løst korn, som den nye teknik tilsagde. Ved udgangen af forpagtningsperioden køber Jørgen Rønholt gården ”Gyldenhave”, ved Christiansfeldt, på 150 ha. Nyt forpagterpar fra 1. Februar 1960 bliver Lise og Jens Otto Gæmelke, som kommer fra en for -pagtning af Tammestrup ved Assentoft. Forpagter Gæmelke er søn fra Lundballegård ved Ørsted, som indehaves af hans bror, Fritz, som i 1943 var forvalter hos Niels. Også forpagter Gæmelke driver Svallinggaard på bedste vis, og har samme gode og tillidsfulde forhold til Carl som tilfældet var med forpagter Rønholt.
Vennekreds på Mols
Bosættelsen på Mols medførte nye bekendtskaber. De lokale nabo herregårde, Quelstrup og Rolsøgaard, med familierne Lauritzen og Sørensen, bød hurtigt velkommen til Mols. Else Lauritzen, gift med proprietær, agronom Erling Lauritzen, Quelstrup, kom jævnligt, på den daglige ridetur forbi, og var glad for samkvem med jævnaldrende, ligesindede mennesker.
Else Lauritzen var datter af godsejer Brandt fra Lehnskov, som af og til kom på besøg, også på Iisgaard. Engang holdt Gretes bror Henning foredrag i Rotaryklubben i Ebeltoft. Ved den lejlighed var godsejer Brandt til stede, og gav sig i snak med foredragsholderen, dengang chef for Udenrigsministeriets Erhvervskontor. Brandt var en ældre herre, og Henning gav senere et ubetaleligt referat af samtalen. Ifølge ham skulle Brandt have brugt vendingen: ”hvad behar´ højstærede, er det ikke det, jeg siger?”
Erling Lauritzen var rundet af en slægt af advokater og præster. Som barn havde han haft en interesse for duer, hvorfor hans far, som var højesteretssagfører, resolverede, at agronomstudiet måtte være det rigtige for ham. Dengang sagde man ikke sin far imod. Erling Lauritzen blev agronom, men kunne med fordel være blevet advokat eller præst, som han i øvrigt endte med at blive. Han følte sig nok, med sin uddannelsesmæssige baggrund, forpligtet til at meddele de lokale molboer lidt af sin viden. I en årrække holdt han oplysende foredrag i egnens forsamligshuse, et prisværdigt arbejde som vist ikke belønnedes. Han kastede derefter sin interesse på de kirkelige forhold, og disputerede jævnligt med provst Eriksen i Tved om religiøse og kirkelige forhold og ikke mindst om Mols skulle have en centralskole eller ej. Lauritzen var for Provsten imod.
Familien Lauritzen havde en stor flok dygtige børn: Troels, Erik, Karen, Christian(den4.) samt Antonie. De fleste af dem gik på Sorø akademi og sås derfor kun i ferierne.
På Rolsøgaard boede Edith og Johannes Sørensen og en stor flok sammenbragte børn. Edith var datter af slagtermester, kgl. hofleverandør, Anthon Ovesen, som havde købt Rolsøgaard. Edith havde været gift 2 gange før ægteskabet med Johannes Sørensen. I begge tilfælde var ægtemændene døde. Fra første ægteskab havde Edith barnet: Lis. Fra andet ægteskab: Vibeke og Peder. Fra sit ægteskab med Johs. Sørensen var der børnene: Lene, Hanne og Hans Iver. Johannes Sørensen formåede på forbilledlig vis at give det indtryk, at de alle var hans børn og var genstand for samme omsorg. Som Rotarymedlem fra klubben i Randers blev Carl kort efter indflytningen på Iisgaard optaget/overflyttet til Ebeltoft Rotary Klub. Her møder han medlemmer, som han udvikler et nærmere venskab med. Det gælder: overlæge Peder Vuust og hans hustru Else, kammerherre Tyge Skeel, Lyngsbækgaard, med hustru Regitze(Tote), samt hofjægermester Christian Mourier-Petersen, Rugaard, og hans hustru Charlotte.
De nye bekendtskaber overskyggede ikke de ”gamle” venner eller familien til begge sider, som var ivrige efter at komme og stifte bekendtskab med den nye besiddelse. Carl var præsident i Ebeltoft Rotary Klub 1958/59.
Livet på Iisgaard
Fra fru Bech´s tid overtog Carl og Grete domestik parret: Dagmar og Christian Larsen. ”Larsen” var tjener og chauffør. Han opgave var i begyndelsen også at rense kakkelovne og bringe brænde ind. Fru Larsen var husjomfru med ansvar for madlavning og rengøring i øvrigt. Hun havde som regel en eller 2 piger til assistance. I de første år skulle der laves mad til de ugifte folk, til forvalter Carl Johan Petersen, som spiste for sig selv, samt til herskabet og deres eventuelle gæster. Her kommer vi tilbage til venner og familie, som gerne og især om sommeren kom på besøg for at nyde venskabet og den smukke natur. Grete og Carl var glade og stolte over at tage imod venner og familie, knap så begejstret var fru Larsen. Hun var den mest temperamentsfulde af de to og kunne godt blive lidt vrissen, når gæsteriet stod på sit højeste. Det var ikke alene Carl og Gretes venner og familie, også børnenes venner, sydslesvigerbørn, udenlandske venners børn, og såmænd også Fru Bechs tidligere feriebarn, Anders, kaldet”Andy”.
Blandt de tilbagevendende begivenheder må nævnes gæsteriet omkring Jul. I en årrække fra 1953 til ca. 1970 var det en fast tradition, at Gretes søskende: Bent gift med Inge, med børnene: Carsten, Troels og Vibe, samt Henning, gift med Elsebeth, med børnene: Benedicte, Mette og Henrik, kom på juleferie på Iisgaard. Elsebeth og Henning, som i de år var i diplomatiet, kom som regel en dag eller to før jul. Inge og Bent, som boede i Silkeborg, kom juleaftensdag. Juleaftensdag var der ”poste frokost”. Det vil sige, at landposten var inviteret til at spise med, sammen med den til stede værede familie. Posten kørte i de dage sin runde på cykel, og havde indpasset turen, så han var færdig med dagens dont til frokost den dag. Han nød øjensynligt at være med, og hans tilstedeværelse blev en del af det, vi oplevede som juletraditionerne. Ellers må man sige, at de juletraditioner, der blev fulgt, havde sin inspiration i ”Peters Jul”. Den sidste arbejdsdag før jul var det en tradition for Grete og Carl, at folkene på gården blev inviteret ind til et glas og en småkage. Ved den lejlighed blev der uddelt julegaver til folkene og deres familier. I familien går der den historie om Carl, at han ved en sådan lejlighed, hvor folkene var inde til julekomsammen, fandt, at stemningen var lidt trykket. Der blev ikke talt. Carl ville skabe stemning ved at foreslå en julesalme. Det skulle ifølge historien være foregået med følgende ord: ”Nå, nu skal vi s´gu ha´ en salme!” Jeg kan ikke erindre disse ord, men det skal ikke udelukke, at de kan være faldet. Det kunne godt ligne hans stil.
Når Gretes søskendes børn var kommet, blev der sat grød på et staldloft til nisserne. Børnene var selv ikke meget for at komme på loftet, men med en voksens ledsagelse blev traditionen gennemført. Dagen efter var skålen som regel tom. Juleaften var der Julegudstjeneste i Tved Kirke, for dem, der kunne blive færdige til det. Bent og Inge med børn kom ofte så sent af sted, at de holdt julegudstjeneste i en kirke på vejen til Iisgaard. Inden julemiddagen blev julen løbet ind, idet en kæde af voksne og børn løb gennem alle husets rum og sang: ”Nu er det Jul igen”. Julemiddagen bestod af gåsesteg og ris a l´amande. Efter middagen, som børnene altid fandt for langvarig, fulgte dansen om juletræet og gaveuddelingen, hvor børnene nærmest kom i ekstase. Så voldsom var forventningen, at Troels en gang brækkede sig af spænding. Når gaveuddelingen var overstået, og der var faldet ro over selskabet, læste de voksne juleposten, og kommenterede de indløbne hilsner og nyheder fra slægt og venner. Da julekorrespondancen for alle tre familier var omfattende, kunne denne del af festen vare adskillige timer, hvorfor aftenen ofte sluttede efter midnat.
Juledag var de mest morgenduelige i kirke, men flertallet nåede det ikke. Derefter deltog næsten alle i en spadseretur til Molshoved skoven og tilbage igen. Ved ca. 13 tiden var der julefrokost, hvor appetitten var overraskende god, i betragtning af den foregående aftens indtag af tung mad, vin, julekager og julegodter. Men dengang gik man ikke så meget op i kostsammensætning eller vægt.
2. Juledag rejste ”Hensebetherne” og ”Bingerne” hjem eller på julebesøg andetsteds. For familien Larsen var det nok en lettelse, men for os andre lidt trist, for disse juledage var forbundet med usædvanlig megen glæde, morskab og hygge. De følgende juledage var der andre jule sammenkomster hos slægt og venner eller julejagter. En fast tradition var julejagt på Kollerup, hvor der så samtidig blev lejlighed til udveksling af jule ønsker og nyheder. Ved en sådan jagt var der middag om aftenen, hvor også ikke jægere kunne være indbudt. Nytårsaften var normalt en familiebegivenhed, som fejredes hjemme eller, som det ofte var tilfældet, hos Inge og Bent i Silkeborg. Både juleaften og nytårsaften var påklædningen smoking.
Om sommeren var besøget af gæster en hovedregel. Da stod den smukke Mols natur i al sin pragt, der var skov og strand lige i nærheden med mulighed for udflugter, jagt, ridning, badning og vandskiløb. Gæsterne kunne være børnenes venner, sydslesviger børn, familie og bekendte af Carl og Grete. Tilbagevendende besøg blev aflagt af Gretes Kusine Liesbeth(tante Musse) gift med Afd. chef Jens-Erik Karner; Virum. Deres børn Ole og Per var jævnaldrende med Carl og Gretes børn, og både de voksne og børnene morede sig godt sammen. Et andet tilbagevendende besøg blev aflagt af Gretes kusine Aase Rump og fætter Mogens Rump. Tante Aase var kunstmaler og onkel Mogens var kasserer i Andelsbankens Odense afdeling. Dette ugifte søskendepar boede sammen, og tog om sommeren på ferieudflugter sammen på cykel. De boede ofte på Iisgaard i uger, hvor tante Aase malede portrætter af værtsfamilien og onkel Mogens gik ture i den Mols natur. Endelig var der også tilbagevendende besøg af Gretes 2 fastre Ellen og Karen samt hendes farbror Svend. De blev kaldt ”De tre små”, fordi de var Knuds yngste søskende. De var ugifte og boede sammen i en lejlighed på Østerbro, som var et meget gæstfrit hjem for familiens unge, når de var i København. De var elskelige, fornøjelige og vittige og de spredte, udover glæde, altid en voldsom cigarrøg om sig. På Carls side var der også faste gæster. Carls stedmor, Marie Mark, kaldet ”Misse”, kom jævnligt på besøg, faktisk hele året rundt, men gerne om sommeren. Misse, eller Gudmor, som hun også blev kaldt, fordi hun var Jørgens gudmor, boede i Randers i en lejlighed. Derfor trængte hun jævnligt til at nyde den friske luft på landet. Hun havde hos sig Carls adoptivsøster Aases datter Annette, som derfor også var med. Anette var lidt yngre end resten af børnene, men kom gennemgående godt ud af det med den flok, det ofte var. Carls fætter, Carl Ulrik Jensen, som var revisor i Randers, kom også ofte på besøg med sin kone Olivia(Liva) og børnene Bent, Finn og Ulla. Da Gretes bror Bent købte et bondehus i den nærliggende landsby Eg, kom der yderligere gang i sommerlivet på Iisgaard. De medbragte foruden deres børn, Carsten, Troels og Vibe, ofte også nogle af børnenes venner eller egne venner, som yderligere medvirkede til at gøre sommerlivet festligt og fornøjeligt. Til tider kunne al gæsteriet og den dermed følgende tam-tam blive for meget for Carl og Grete. Da forvalter Petersen gik på pension blev hans lejlighed i ”Stenhuset” bygget om til en ferielejlighed. Det bevirkede, at både gæster og Carl og Grete kunne trække sig tilbage fra hinanden, så man i mindre grad kom til at ”sidde lårene af hinanden”. Lejligheden kom i familieviddet til at hedde ”kavalerfløjen”.
Amtsrådsmedlem
Carl havde arvet en politisk interesse fra sin far Niels, som i en lang årrække var konservativ folketingskandidat i forskellige kredse i Randers Amt. Carl var også konservativ, men først i tiden på Mols træder han frem som aktiv tillidsmand. I 1958 vælges han til Kredsformand for de Konser vative i Ebeltoft kredsen, en post han bestred indtil han i 1962 blev indvalgt i Randers Amtsråd. Det er bemærkelsesværdigt, at han, der – i modsætning til sin far- holdt sig væk fra tillidsposter i Landbrugets organisationer, lader sig opstille til valg til amtsrådet, og bliver valgt!
Han var selv overrasket, fordi han vidste, at chancerne for at blive valgt på en konservativ liste med bopæl på landet, var små. En analyse af valgresultatet gav da også til resultat, at han var blevet støttet af en betydelig mængde venstrestemmer i sit lokalområde. Det var han med rette stolt af, for det viste, at han i den relativt korte tid han havde virket på Mols, havde sat sig i respekt blandt molboerne. Carl virkede i Randers Amtsråd i 2 perioder, frem til Kommunalreformen i 1970. I første periode havde Carl sæde i teknisk udvalg og i skole- og kulturudvalget. I anden periode havde Carl teknisk udvalg samt sygehus udvalget. I den periode var han tillige formand for Ebeltoft Sygehus. I begge perioder var Amtmand Jean Ricard formand for Amtsrådet. Carl havde et godt og tillidsfuldt forhold til Jean Ricard. Han havde også et godt forhold til de øvrige medlemmer af amtsrådet. De lærte ham at sige ”du”, fortalte han! Venstre medlemmerne N.P. Ogstrup, ”Ogstrupgaard” og Johannes Jørgensen, ”Karpenhøj”, havde han et særligt tillidsfuldt forhold til. Som et led i Amtsrådets arbejde, var der arrangeret forskellige studierejser til udlandet, hvor medlemmernes hustruer(det var alle mænd) kunne deltage. Det gav et godt sammenhold, og ved slutningen af Carls anden periode, var Amtsrådets medlemmer med ledsager inviteret til et besøg på Iisgaard. Hvervet som formand for Ebeltoft sygehus gav et yderligere bekendtskab med sygehusets chef og overlæge, Peder Vuust, som også var Carls Rotarykammerat. Peder Vuust og hans hustru Else blev siden jævnlige gæster hos Carl og Grete.
Kirstens død
Den 15. Marts 1956 rammes familien af et helt uventet chock. På vej hjem fra skolen i Rønde med bus bliver Kirsten kørt over af den bus hun kører med, og indlagt på sygehuset i Ebeltoft. Forklaringen på uheldet var, at Kirsten sammen med nogle skolekammerater havde siddet bag i bussen og pjattet og støjet, hvilket havde irriteret buschaufføren. På et tidspunkt bliver uroen i bussen ham for meget, og han beordrer Kirsten og hendes veninde Lene til at stå af. Han har nok været noget ophidset, for inden Kirsten er kommet helt fri af bussen lukker han døren, som griber fat i hendes frakke.
Da bussen umiddelbart derefter kører, trækkes hun omkuld og kommer ind under bussens baghjul, hvorved kun køres over af baghjulet omkring hoftepartiet. På Ebeltoft sygehus konstaterer lægerne brud på hoften og indre blødninger. Da vi besøgte hende samme dag, er hun ved fuld bevidsthed og fattet, vi var derfor overraskede, da sygehuset om aftenen melder, at hendes tilstand er forværret. I løbet af natten dør hun. Peder Vuust har senere fortalt mig, at han nok burde have sendt hende til Århus, selv om det ikke var nogen garanti for, at hun havde overlevet. Man kan spørge sig, hvor dan buschaufføren kunne handle, som han gjorde. Det har nok være i affekt, og jeg har siden hørt, at hændelsen i høj grad var med til at kaste en skygge over hans liv. Han mødte op til bisættelsen fra Tved Kirke, som blev et tilløbsstykke uden lige, og jeg bebrejder mig selv, at jeg ikke var i stand til at sige ham et venligt ord.
Kirsten, som blev knapt 15 år, var en glad og livlig pige med et stærkt temperament. Selv om hun var blond, havde hun brune øjne og de lidt brede kindben, som kendes fra oldemor Mette Johanne Mark. Hun var meget naturlig og ligetil i sit væsen og tillige en kærlig natur. Hun var allerede med sine knapt 15 år en køn og velskabt pige, og havde givetvis udviklet sig til en flot kvinde, hvis hendes livsbane var fortsat.
Det er under alle omstændigheder svært at finde en højere mening med, at et ungt menneske ved begyndelsen af sin blomstring, skal rives væk. Grete og Carl søgte provst Eriksens bistand til at bearbejde sorgen, og til måske at se Kirstens død i et andet lys. Men det forblev et traume, som holdt ved i mange år og måske aldrig helt forsvandt. For Carl kom det oveni det traume, han havde efter sin mors alt for tidlige død. (Carl var dengang 16 år).
De ansatte på Iisgaard
Carls forhold til sine ansatte var præget af gensidig respekt og klare linjer. De ansatte respekterede hans faglige kompetence og dømmekraft og flid, han respekterede til gengæld deres arbejdsindsats og deres menneskelige kvaliteter uden persons anseelse, og var nogen i vanskeligheder på den ene eller anden måde var han parat til at hjælpe dem. Med klare linjer mener jeg, at ingen var i tvivl om, hvad han forventede sig af dem. Levede man ikke op til forventningerne, eller handlede man uden omtanke, blev det påtalt, men uden at der derefter var noget nag. Han var nok ikke let at være forvalter hos. Han gik så meget op i den daglige drift og disponering, at forvalterens job blev, at føre opsyn med, at hans dispositioner blev udført, samt at tage sig af de registrerings- og administrations opgaver, han ikke selv havde lyst til at beskæftige sig med. Carl fortalte engang, at Forvalter Carl Johan Petersen, som han overtog fra Tyge Bech, havde været vant til, at dagens dispositioner kunne diskuteres, og han mente, at Bech og Petersen om morgenen gik og småskændtes om, hvorledes dagens arbejder bedst kunne udføres. Sådan var det ikke med Carl. Han var så påvirket af den gamle herregårdsstil, og måske også af sin militære fortid, at hans plan ikke var til diskussion. Det var en lodret ordre.
Forvalter Petersen forblev alligevel i sit job i 20 år, indtil han mere eller mindre frivilligt gik på pension. Han var vel først i fyrrene da Carl købte Iisgaard, og Carl har nok syntes, at det var en fordel at starte med en forvalter, som kendte forholdene på stedet bedre en han selv. Det blev så til et - for dagens forhold- langvarigt ansættelsesforhold. Carl Johan Petersen var et på alle måder konservativt menneske, så det var ikke fra ham, der kom forslag til ændringer. Det indbød Carl nok heller ikke til. Petersen var loyal, pligtopfyldende, ansvarsbevidst og flittig, og som ungkarl uden særlig lyst til udfarende aktiviteter var han næsten altid hjemme. Det sidste er en kvalitet, som man i dag tænker tilbage på med vemod. Hans nysgerrighed rakte ikke til at interessere sig for den nye udvikling i landbrugsmaskinteknikken. Han var vellidt af folkene for sine gode menneskelige egenskaber, men egentlig ikke respekteret. Han var fortrolig med de tekniske hjælpemidler, der knyttede sig til hestenes epoke som trækkraft i landbruget, men traktorer og mejetærskere havde han ikke lyst til at sætte sig ind i, og Carl havde det på samme måde. Den mangel erkendte Carl, og han søgte derfor efter et årstid en ”altmulig-mand” til at tage sig af de nye maskiner samt til anden vedligeholdelse på gården. Til dette job fandt han Svend Aage Baltser, som sammen med sin kone Grethe og deres 4 børn kom til gården fra Øster Aslund i Vendsyssel. Det var første gang familien var uden for Vendsyssel! Svend Baltser var et godt valg til opgaven. Han var velbegavet, interesseret i næsten alt, opfindsom, flittig og loyal. Carl erkendte hurtigt, at en mand med de egenskaber som Svend Baltser havde, måtte have et længere tøjrslag end andre. Han fik næsten lov at passe sig selv og udføre, hvad han fandt på og kunne argumentere for. Til forvalter Petersens irritation oparbejdede han en position, hvor han refererede direkte til Carl, og kun vanskeligt skjulte, at han ikke havde høje tanker om forvalter Petersens tekniske indsigt. Om vinteren stod han i det maskinværksted, som han selv havde indrettet i en garage i ”Stenhuset”, som det senere blev kaldt, og skilte traktorerne ad, så vi var bange for, om han kunne finde ud af, at samle dem igen. Men det lykkedes altid. Det var nok ikke strengt nødvendigt at skille dem så meget ad, som han gjorde, men Svend stod og ”makkede” med dem til langt ud på aftenen, så Carl kunne nok hverken gennemskue, om det var nødvendigt, eller nænne at stoppe ham i sit forehavende. Alt i alt var han værdifuld og økonomisk bevidst som mekaniker, og der var 7 km til den nærmeste kompetente mekaniker.
Udover at være mekaniker og af og til traktorfører, var han også tømrer, murer og VVS mand.
Han indlagde vand, varme og sanitet i samtlige gårdens boliger. Han forestod og udførte i samråd med Carl ombygningen af den gamle kostald til svinestald, fårestalden til kostald, kornlageret til maskinhus, samt ombyggede den gamle lade fra 1770, så den rummede påslag, elevator, tørreri og kornsiloer. Endelig blev der bygget plansilo med frøtørreri i ladens anden ende. Den sidste større ombygning omfattede, at hestestalden for arbejdsheste ombyggedes til svinestald, medens de resterende arbejdsheste rykkede over i herskabshestestalden. Carl og Grete havde til at begynde med 1 –2 rideheste, men de blev ikke brugt meget. Carl prøvede en periode at bruge en hest til sine daglige markinspektioner. Men når han blev optaget af at søge efter skadedyr i afgrøderne, eller han skulle tale med en medarbejder, skete det ofte, at han glemte hestens tilstedeværelse, og når han kom i tanke om den igen, var den gået hjem. Grete var ikke al for tryg ved ridehestene, og brugte dem ikke meget. Egentlig et spild af nogle oplagte, pragtfulde muligheder for at nyde den smukke natur på Mols fra hesteryg. Carls og Gretes børn eller for den sags skyld søskende børn, benyttede heller ikke mulighederne meget. Når jeg dvæler ved dette, er det fordi jeg langt senere ved andres initiativ fik øjnene op for, hvor herligt det er, at se den skønne natur på Mols fra hesteryg.
Tilbage til Carls medarbejdere på Iisgaard. Det vil ikke i denne fremstilling være muligt at give en fyldestgørende omtale af alle, selvom de kunne fortjene det. Søren Henningsen, var en gift medarbejder som Carl overtog fra Tyge Bech. Søren Henningsen og hans kone Rigmor var nogle prægtige og loyale medarbejdere, som også kunne udvikle sig med tiden. Søren Henningsen var socialdemokrat og fagforeningsmand, men på en fordragelig måde. Han var belæst, og glædede sig over at se udviklingen gå frem fra heste til traktorer. Sørens og Rigmors søn Knud, var også ansat på gården. Søren Henningsens helbred var imidlertid ikke så stærkt, så han gik hurtigt på pension, og flyttede til Egens, hvor han efter få års otium døde. Traktorføreren Richardt var også en medarbejder, Carl overtog fra Bech. Efter få års ansættelse hos Carl væltede han med en Nuffield traktor i Guldhøjmarken, og fik indre kvæstelser, som han døde af. Det gik Carl meget på, men det var før den tid, hvor traktorer skulle udrustes med styrtbøjler for at sikre sig mod den slags ulykker. Der blev heller ikke nogen arbejdsulykkessag ud af hændelsen. Sådan var det næppe gået i dag. Carl hjalp familien, så godt han kunne, men de måtte jo flytte fra gården, for at give plads for andre.
Gunnar og Julie(Julle) Andersen fra Eg må også nævnes. De havde et lille husmandssted i Eg, men var hele livet været knyttet til Iisgaard som deltids arbejdskraft. Et eksempel på de gamle husmands brugs tilknytning til herregårdene. Især Julle havde et lyst sind og gav sig med godt humør og liv og lyst i gang med alt arbejde, om det var i marken eller det var at servere for dronninger. Gunnar var i sine yngre dage også et menneske med humor og overskud, men på sine ældre dage klagede han over, at Iisgaard havde ødelagt hans helbred. Om klagen var berettiget, får stå hen. Der er næppe tvivl om, at landbrugsarbejde i første halvdel af det 20. århundrede var fysisk belastende, især hvis man ikke havde helbred til det.
Referencen til at servere for dronninger stammer fra Tyge Bechs ejertid. Estrid Bech var en god bekendt af især dronning Alexandrine, og det medførte, at Kong Christian den Tiende og Dronning Alexandrine ofte aflagde besøg, når de opholdt sig på Marselisborg. Somme tider skete det ved, at Kongens sejlbåd ”Rita” kastede anker udfor Iisgaard, hvorfra kongeparret blev hentet ind i robåd.
Det fortælles, at kong Christian den X, når han opholdt sig på Marselisborg, yndede at afsøge horisonten i sin søkikkert. Ved en lejlighed så han godsejer Bech på vej hjem efter en marktur. Han ringede derfor fru Bech op, og fortalte, at hun kunne vente sin mand hjem i løbet af kort tid. Efter Christian den X. død i 1947 kom dronning Alexandrine stadig på besøg, og ved en lejlighed havde hun sin svigerdatter med, altså dronning Ingrid, dette gav anledning til, at Julle måtte indkaldes for at varte de to dronninger op. Det var Julle velegnet til, for hun havde en hjertets dannelse, som bevirkede, at hun uden at ændre sin optræden kunne færdes mellem alle mennesker. Prinsesse Margrethe var i øvrigt også sammen med de 2 dronninger, så det kan siges at være en lejlighed, hvor 2 dronninger + en dronning in spe var til stede. Bekendtskabet med kongehuset går også tilbage til den forrige ejer af Iisgaard, Kammerherre Just Henrik Krieger. Kong Frederik den IX. fortalte Carl ved en lejlighed, hvor Carl og Grete var inviteret ombord på kongeskibet ”Dannebrog” sammen med Amtsrådet, at Krieger havde været: ”hans fars virkelig gode ven”.
Jettes bryllup
En af de store festlige begivenheder for Carl og Grete var Jettes bryllup med Ole Jensen den 7/3 1959. Vielsen foregik fra Tved Kirke, hvor en stolt, men også vemodig Carl førte Jette op til alteret.
Alle segl var sat til for at gøre brylluppet festligt. Kirken var udsmykket og ved indkørslen til gården, havde gårdens folk rejst en æresport som hyldest til brudeparret. Som gæster var indbudt en stor kreds af familie og venner på begge sider. Transporten af brudeparret til kirken og tilbage til festen på Iisgaard var betroet Christian Larsen. Han var i dagens anledning i uniform og med kasket på hovedet. Et billede viser ham gøre honnør for brudeparret. Det er den eneste gang jeg husker ham således klædt under udførelsen af sit chauffør job. Når han serverede, optrådte han i en rød, hvid og sort stribet vest eller i hvid jakke.
Jette og Ole startede deres ægteskabelige tilværelse i et parcelhus i Herlev. Huset var et helt almindeligt parcelhus uden de store attraktioner, og for at bedre lidt på forholdene, sendte Carl og Grete Svend Baltser over for at bedre lidt på forholdene. Svend lavede stakit rundt om grunden, og en del andre praktiske gøremål. Han var i Herlev det meste af en uge, og da det var første gang Svend var udenfor Jylland, syntes Jette og Ole, at de måtte gøre noget for ham. En fredag aften fik Svend derfor forevist København på den måde, at han blev kørt rundt i byen i bil. Jette og Ole forklarede undervejs, hvad der var at se, og Svends kommentar var hele tiden: ”nej er ’ed”. Det morede vi os over dengang, men i betragtning af, at det var første gang Svend var uden for Jylland, var der måske ikke noget at sige til, at hovedstaden gjorde indtryk.
Tur til USA
I året 1965 afsluttede Jørgen sin HA eksamen fra Handelshøjskolen i København. Han var på det tidspunkt ansat som sekretær i Landbrugsraadet, men havde søgt et stipendium til et studieophold i USA. Han fik stipendiet og rejste i foråret 1965 til USA. Der blev udvekslet mange breve med Carl og Grete i 1965, og i efteråret foreslår Jørgen Carl, at han tager til USA for sammen med Jørgen at køre i bil fra kyst til kyst tværs over kontinentet. Carl havde fra sin ungdom en drøm om at komme til USA for at besøge sine morbrødre og opleve staterne. Som tidligere nævnt kom han ikke af sted i sin ungdom, derfor trak Jørgens tilbud i ham. Tilskyndet af Grete løste han en flyvebillet til Los Angeles og blev modtaget i lufthavnen af Jørgen og Jørgens værtsfolk på stedet, Hjørdis og Frank Jensen( Frank var Inge Maegaard Nielsens bror). Sammen med Hjørdis, Frank og Jørgen fik Carl set Los Angeles og omegn og senere kørte Carl og Jørgen ad Highway 1 langs kysten til San Francisco, forbi ”Solvang” og forbi de steder man kender i området fra Steinbecks bøger. Efter et ophold i San Francisco med Jørgen som stedkendt guide kørte Carl og Jørgen mod nord for at se vindyrkningen i Napa Valley. Derfra mod syd gennem Sierra Nevada bjergkæden, hvor der var lejlighed til at besøge Yosemitie National Park og Sequoia National Park, med de kæmpemæssige 3000 årige træer af arten sequoiadendron giganteum. På den videre tur tilbage til Los Angeles så Carl den intensive, kunstvandede grøntsagsdyrkning i det tørre, varme klima, samt de store malke- og kødkvægsbesætninger i udkanten af de store befolkningscentre. Efter afsked med Hjørdis og Frank gik turen til Grand Canyon og Las Vegas. Derfra gennem Arizona, New Mexico og Texas til New Orleans, hvor der blev gjort ophold for at bese byen nærmere. Videre gik turen gennem Mississippi, Alabama, Georgia, Carolina, Virginia til Washington DC, hvor der også blev gjort ophold for at se byen og hilse på bekendte. Slutteligt blev kursen sat mod New York, hvorfra hjemrejsen skulle ske med en julebåd fra New York til København. Under opholdet i New York var der en udflugt med besøg på West Point Militærakademi et stykke oppe ad Hudson River. Der var eftersøgning efter en af Carls gamle venner, som vi dog ikke fandt og ellers alle de kendte steder i New York. På bådturen hjem gav Carl udtryk for, at det havde været en kæmpeoplevelse at se så meget af USA, men han sagde også, at hans ungdom mål havde været at se Wisconsin og Minnesota, dem nåede vi ikke at se, men vi blev modtaget i København Frihavn med velkomstskilte og følte, at vi havde haft en mindeværdig tur.
Vinterophold på Teneriffa
Der er før berettet lidt om Carl og Gretes vinterferier. Som årene gik, og efterhånden som børnene var rejst hjemmefra, aftog interessen for at komme på vinterferie, og i stedet kom interessen for at komme til syden, hvor der er varmt om vinteren. Grete forklarede det med, at hun led af ledegigt i fingrene, og den forsvandt, når hun tilbragte en del af vinteren i varmen. Det blev efter nogen søgen den Kanariske ø Teneriffa, som blev det udvalgte sted. Først på forskellige hoteller i Puerto de la Cruz på Teneriffas grønne halvdel. Som regel sammen med vennerne fra Lolland, Gerda og Svend Ziersen, som havde samme interesser. De morede sig godt sammen og havde vel en svaghed for den gode og billige spanske mousserende vin. Det gav anledning til, at Svend og Carl kaldte hinanden: ”Champagne Svend” og ”Knald Carl”( en reference til, at Carl kunne lide at lade proppen gå med et knald). Efter nogle vintre på hoteller i 14 dage eller 3 uger kom lysten til at finde et sted, hvor man kunne have det for sig selv, og hvor man ikke skulle spise hotelmad i 3 uger. Gerda og Svend Ziersen købte sammen med nogle fælles venner: Bodil og Knud Balle fra Silkeborg et hus i Icod de los Vinos. Grete og Carl købte en lejlighed i fiskerlejet San Marcos, hvor vintrene siden blev tilbragt. Først i en måned eller 2, siden i længere perioder, helt fra Oktober November til Marts April.
Bortforpagtning af Iisgaard
De lange vinterophold kom dog først, efter at Carl i 1973 forpagtede Iisgaard ud til Jørgen.
Det var klart Grete, der ønskede de lange vinterophold i syden. Carls ansvarsbevidsthed overfor sin virksomhed og hvad, han ellers var engageret i, trak i retning af kortere ophold. Han plejede spøgefuldt at sige, at når den medbragte cigarkasse var tømt, så var det tiden at vende hjemad. Men som tiden gik, blev han selv opmærksom på, at det var gavnligt for helbredet at tilbringe nogle vintermåneder i syden. Han havde dog nok sværere ved at finde et passende indhold i de lange vinter ophold end Grete havde.
Som overfor omtalt forpagtede Carl Iisgaard ud til sønnen Jørgen med virkning fra 1/3 1973. Carl var på det tidspunkt nær 72 år gammel, og forskellige ting ved driften faldt ham mere besværligt end før. Især det forhold at skulle skifte folk og finde gode folk fandt han besværligt, men også de tiltagende krav om skriftlig dokumentation fandt han besværlige. Han havde ikke valgt landbruget for at sidde ved skrivebordet! Jørgen havde afsluttet sin landbrugsuddannelse med en agronom eksamen, og havde efter en tid i Landbrugsrådet fået job som direktionssekretær i firmaet Dronningborg Maskinfabrik i Randers. Han drev samtidig Svallinggaard, som han havde fået betinget skøde på i 1957. Ved den lejlighed havde Carl og Grete, tilskyndet af Carls fætter: landsretssagfører Kristian Søndergaard, lavet nogle dispositioner med deres faste ejendom. Jette fik tilskødet en by ejendom i Odense, som havde tilhørt Gretes far. Jørgen, der var i gang med en landbrugsuddannelse, fik tilskødet Svallinggaard. Kristian Søndergaards tanke var, at ved at disponere en del af arven tidligt, tilfaldt den fremtidige konjunkturgevinst arvingerne, hvorved arveafgiften ville blive mindre. Tanken var rigtig, det skulle blot vise sig, at konjunkturudviklingen var større på landejendom end den var for boligejendomme i byen, som var fanget af det midlertidige huslejestop fra 1939, som er gældende den dag i dag. Jette fandt i hvert fald, at udviklingen i kapitalværdien havde stillet hende ringere end Jørgen, hvad der givet også var rigtigt. For at råde bod på dette forhold bestemte Carl og Grete i 1967, at den resterende del af deres faste ejendom, nemlig Iisgaard, skulle tilskødes Jette og Jørgen med halvdelen hver. Carl forpagtede så gården af sine børn for et beløb der svarede til de faste udgifter af gården. Kristian Søndergaard havde ganske vist advaret mod at lave et delt skøde, fordi han forudså, at gården på den måde ville glide familien af hænde. Grete og Carl lagde imidlertid mere vægt på, at der skete en så retfærdig arvedeling som muligt og valgte løsningen med et delt skøde.
Det blev derfor til, at Jørgen forpagtede Iisgaard af interessentskabet I/S Iisgaard bestående af ham selv og Jette. Grete og Carl blev boende på Iisgaard som førhen. Jørgen indrettede sig med et kontor i østfløjen i den tidligere folkestue og indrettede senere et bagved liggende rum til badeværelse og soveværelse, til brug ved behov for overnatning, men fortsatte med at bo på Svallinggaard. Carl fortsatte med at gå sine ture i marken som altid og kunne hjælpe Jørgen med at holde opsyn med bedriften, uden at han dog på nogen måde blandede sig i dispositionerne. Han var parat med råd, hvis der var ønske om det, og virkede ellers som øjne og øren for Jørgen. Når de sæsonbetingede spidsbelastninger var der, kunne han ikke dy sig for at tilbyde sin hjælp med det praktiske. Han kørte da traktor ved nogle lettere arbejder, noget han stort set aldrig havde gjort, medens han selv stod for driften. Det, han satte mest pris på efter at være blevet persionist, var, at han nu ikke længere havde ansvaret og ikke skulle befatte sig med administrationen og papirarbejdet. Det var en fast tradition, at Jørgen spiste frokost med Carl og Grete når han var på Iisgaard. Det gav lejlighed til samvær og til udveksling af oplysninger. Når Carl og Grete ikke var hjemme, var det naturligt, at Jørgen passede hund, bolig og post mv. for Grete og Carl.
De sidste år
En dag i foråret 1978 rammes Carl af en blodprop i kranspulsåren og ligger alvorlig syg hjemme.
Dr. Bødtcher tilkaldes, men er ikke indstillet på at gøre noget videre. Carl havde sagt, at hvis han blev alvorligt syg, skulle der ikke gøres noget for at forlænge hans tilværelse. Han ville helst ”dø med støvlerne på”! Resten af den tilstedeværende nærmeste familie mente dog, at Carl burde undersøges på sygehuset, og Carl blev indlagt i Århus. Han blev bedre efter dette hospitalsophold, men havde ikke mange kræfter i behold. Sygdommen gik også ud over humøret, og han kom til at virke mut og passiv. I oktober 1978 rejste Grete og Carl til Teneriffa, hvor de opholdt sig til Marts 1979. Børn og børnebørn kom på besøg på Teneriffa i Julen. Carls tilstand var uforandret. Da Grete og Carl vendte hjem i Marts 1979 havde Carl det bedre, og virkede glad. Denne tilstand varede dog ikke ved. Der stødte senere små blodpropper til, og han faldt tilbage til en passiv og glædesløs tilstand. I Oktober tog Grete atter til Teneriffa med Carl, for som hun sagde, kunne hun bedre passe ham dernede end hjemme. For at lette arbejdet med at passe Carl tog Gretes veninde, Agnete ”Nete” Bay, som var pensioneret oversygeplejerske, med.
I løbet af Vinteren blev Carls tilstand værre, og Gretes bror Bent, som var læge, tog også derned. I den sidste del af sit liv var Carl ikke meget ved bevidsthed, og den 22. Marts 1980 døde Carl, knapt 79 år gammel. De sidste år af Carls liv var vel ikke nogen velsignelse, hverken for ham eller for Grete, som måtte passe ham. Det leder tanken hen på Carls oprindelige ønske, at han ikke skulle være hjulpet til nogen forlængelse af livet. Det er dog en svær afgørelse, og i løbet af Carls sidste år var der dog også perioder med livsglæde, og under hele forløbet kunne han glæde sig over at se sine børnebørn vokse op. De yngste børnebørn efterlades måske med et forkert billede af deres morfar /farfar, men de kan dog huske ham.
Carls båre blev fløjet hjem fra Teneriffa, og han blev bisat fra Tved Kirke den 5. April 1980. Ved bisættelsen mødte foruden familie og venner også tidligere medarbejdere og samarbejdspartnere.
Afslutning
Skal jeg til slut prøve at sammenfatte mit indtryk af min far, må det blive på følgende måde:
Jeg så i Carl en person med en stærk karakter. Retlinet, beslutsom, reel. Han var vel almindeligt velbegavet. Ingen intellektuel type. Han satte nok pris på musik, litteratur og billedkunst, men det fyldte kun en begrænset plads i hans liv. Hans store interesse var landbruget og sin nærmeste familie. Han kunne lide mennesker og var glad for at møde mennesker og var glad for sine venner.
Han var et menneske, der var til fest og farver, men han var i særlig grad et flittigt og arbejdsomt menneske. Vi børn kendte ham som en kærlig, omsorgsfuld og beskyttende far, men også som en far, som havde ambitioner på sine børns vegne. Vi skulle lære at bestille noget og passe skolen.
Som eneste søn i familien var det naturligt Carls ønske, at jeg blev landmand. I modsætning til Carl var landbrug ikke det eneste erhverv, jeg kunne forstille mig, men jeg havde heller ikke noget imod landbruget. Efter at have afsluttet mellemskolen med en pæn eksamen, blev Rektor Mygind inviteret til frokost på Iisgaard. Han oplyste, at gymnasiet stod åbent for mig. Det støttede Grete, men Carl mente, at hvis jeg skulle være landmand, var der ingen grund til at spilde tiden med at gå i gymnasiet, så måtte en præliminæreksamen være nok Desuden kunne man efter præliminæreksamen fortsætte i gymnasiet. Sådan blev det. Carl fandt elevpladser til mig under min landbrugs-
uddannelse, og var også den, der senere mente, at det kunne være fornuftigt at tage en agronomuddannelse. Det var i 1950érne og Sovjetunionen virkede meget truende dengang. Carl mente, at var man agronom, kunne man måske i værste fald blive leder af et kollektiv landbrug!
Han var et vanemenneske. Som de fleste steder på landet blev der også i Carls hjem spist til faste tider, så var det med at være tilstede. Der blev ikke ventet! Som mange i sin generation og i sit miljø, nød han både tobak samt vin og spiritus. Hvad rygning angår prøvede han flere gange at ryge pibe, men det slog aldrig rigtig an. Cigarer var og blev det, han vendte tilbage til, og som blev næsten et varemærke for ham. Ovenpå frokost skulle han nyde en cigar, og ville også gerne hvile sig en times tid på sofaen i kontoret. Det skete adskillige gange at han faldt i søvn med cigaren i munden. Tante Aase tegnede en skitse af ham på sofaen under middagssøvnen, hvor han åndede igennem cigaren, som spyede gnister og gløder ud til omgivelserne. Intet under at hans sofaer altid var fulde af huller fra cigargløder, og måske et under at han aldrig satte ild til huset. Han nød som regel også en cigar, når han var på toiletbesøg. Alle, som har oplevet at komme efter ham på toilettet, vil erindre denne ganske specielle lugt, som blandingen af fims og cigarrøg giver.
Gennem livet kom han til at sætte pris på vin især. Men det var først i en moden alder, at han nød det jævnligt. Til gengæld kunne han let drikke en halv flaske rødvin, men det virkede aldrig som om, han var i noget afhængighedsforhold.
Sportsligt var han fra barnsben glad for fodbold, og hele livet nød han at se en god fodboldkamp.
Senere introducerede Grete ham til skisport og golf. Man kan vist sige, at han deltog i begge sportsgrene for selskabs skyld, og han blev aldrig specielt god til nogen af delene. Jagt deltog han i fra barnsben, og han var en habil skytte med haglbøsse. Det var især selskabsjagter (som klapjagt) han deltog i, derimod gik han sjældent på jagt alene, og selvom der var muligheder for det, gik han aldrig på riffeljagt. Som årene gik blev han mindre ”blodtørstig”, men han deltog op til ca. sit 70. år gerne i klapjagter, og blev inviteret mange steder.
Som landmand var han fagligt meget dygtig. Han kendte faget til bunds og havde udpræget en fingerspidsfornemmelse for, hvorledes afgrøder skulle passes. Husdyr interesserede ham også, men han var først og fremmest planteavler. Som forretningsmand var han forsigtig i sine dispositioner, opmærksom på markedet og med talent for handel. Hans fremtræden som menneske var fast og myndig, men han var grundlæggende venlig, med en god sans for det humoristiske i en situation. Man havde respekt, men følte sig altid tryg i hans selskab. Bag det faste ydre gemte der sig et forholdsvist ”blødt” menneske, med indfølingsevne og hjælpsomhed overfor sine medmennesker.
Han var et menneske jeg er stolt af at have som far.
Svallingaard, den 31. Maj 2001
Jørgen Mark
|
Carl Mark
Grethe Mark med Jette, Jørgen og Kirsten (foto 1946) |
