|
|
ASFERG MOSE
Geologisk oprindelse
Asferg mose er en højmose som er dannet efter sidste istid for ca. 10.000 år siden. Geologisk skelner man mellem højmoser eller forsumpningsmoser og lavmoser eller tilgroningsmoser.
Asferg mose er opstået i en hulning i landskabet som ligger ca. 400 m øst for Asferg bys østlige udkant. Mosen dækker et areal på knap 85 ha. Mosens nordlige begrænsning går langs Balgårdsvej, hvor en højderyg mellem Mosen og Kåtbæk tidligere hindrede afløb af nedbør fra moseområdet til Kåtbæk.
Da terrænet hindrede afløb fra moseområdet er der opstået et vandmættet, fugtigt område, hvor der er indvokset forskellige græsser og halvgræsser, samt alger og forskellige ikke rodfaste, højere vandplanter. I et senere stadium overvokses området med hvidmos (sphagnum sp.), som, gennem sit tykke, porøse mostæppe, er i stand til at suge vandet op over den normale vandstand i mosen, hvorved der opstår en våd masse af uomsatte plantedele, som kaldes tørv. Herom senere. Tørvedannelsen giver en højmose en svagt hvælvet overflade, hvor den er højest på midten. Heraf navnet højmose. Hvidmosset kan suge vand op til en maksimal højde af 5 m, hvorefter tørvedannelsen standser. Herefter bliver mosen lyng eller skovbevokset, som det også kan iagttages i Asferg mose.
Mosen som plantesamfund
På den færdigdannede højmose ses tuer med tue-kogleaks og tue-kæruld. Mellem tuerne findes andre halvgræsser og nogle få arter af urteagtige planter. De tuedannende planters forekomst betinger de fastere partier af mosens overflade, og især her indfinder sig en vegetation af småbuske: Hedelyng, klokkelyng, rosmarinlyng, mose-bølle, rævling og pors. Tranebær ses både i tuer og voksende med sine ranker henover mosset.
Med den menneskelige udnyttelse af mosen ændrer dette plantesamfund sig, således af lyng, buske og pioner-træarter som birk, bævreasp og pil breder sig på de ovenfor nævnte planters bekostning.
Asferg mose rummer flere søer, og blev tidligere også kaldt Asferg sømose. Den på gamle kort benævnte: ”bundløs sø”, er i dag helt overvokset med en hængesæk bestående af : tørvemos, jomfruhår, soldug, kragefod, dusk-fredløs, bukkeblad, tranebær, kær-mysse, tue-kæruld samt næb-star. De andre, mindre søer i mosen skyldes overvejende tørvegravning, medens Nordre sø er af mere naturlig forekomst.
Mosen som hjemsted for dyreliv
Pattedyr
De største pattedyr man i dag kan forvente at se i Mosen er Råvildt, som med den tiltagende træbevoksning har fundet et yndet opholdssted her. Andre arter af hjortevildt optræder kun som strejfere i mosen. Af mindre pattedyr ses ræv ofte i mosen, hvor den graver huler i de højere beliggende dele af mosen eller dens randområder. Hare forekommer mest i udkantområderne af mosen. Af mindre pattedyr kan man finde gravere som, markmus og rotter.
Fugle
Af fugle ses i vandhullerne andefugle som: gråand og krikand sjældnere svaner. Af hejrer ses af og til fiskehejren i søer og vandhuller. Hønsefugle som fasan og agerhøne ses i mosen fordi de er udsat af mosens jægere. Vandhøns som blishøne og regnspove forekommer også i tilknytning til søerene.
Af vadefugle ses lejlighedsvis skovsneppen, måske mest om vinteren under træk fra nordligere egne. Af duer ses almindelig skovdue, sjældnere tyrkerdue. Blandt kragefuglene ses skovskade, husskade samt krage, råge og allike. Blandt rovfuglene ses nu almindeligt musvågen samt sjælnere duehøgen. Gøgen forekommer almindeligt. Blandt drosselfuglene ses solsort samt lejlighedsvis sjagger.
Padder og krybdyr
Af padder ses ved søerne den butsnudede frø, som i det tidlige forår kan ses yngle.
Af krybdyr har der tidligere været hugorm, stålorm og firben. Som senere omtalt er deres antal faldet drastisk efter mosens brand i 1947.
Menneskets brug af moser
Siden ældre jernalder, dvs. siden år 400, har menneskene her i landet kendt til at skære tørv til brændselsformål. Man skar tørven ud i murstensformede stykker som siden blev tørret før den kunne bruges til brændsel. Oprindelig brugtes betegnelsen tørv om græstørv eller lyngtørv medens tørv oparbejdet i moser blev benævnt klyne. Tørv som brændsel har forskelling brændværdi.
Lavmosetørv indeholder en del mineralske bestanddele(jord) og efterlader derfor megen aske ( 15-40%) medens højmosetørv, som næsten udelukkende består af planterester, har en bedre brændværdi og almindeligvis giver 5% aske. Udover at levere tørv har moserne været brugt til kreaturgræsning, samt - i nyere tid- til agerdyrkning.
Størst betydning har moserne haft som leverandør af brændsel, især i egne med et beskedent skov- areal. I Asferg sogn har hver gård og hvert hus haft sin moseparcel, som skulle sikre husstanden en forsyning med brændsel. I 1942, da der blev gravet en del tørv, var der 75 lodsejere i mosen, men der har tidligere været flere. I dag er lodsejernes antal nedbragt til ca. 50 ved sammenkøb af lodder. De fleste lodsejere bor i Asferg sogn, men der er lodsejere med bopæl i Nr. Borup, Bjergby, Kondrup, Fårup, Kousted, og Spentrup. Det er tænkeligt, at gårde og huse i omliggende sogne, har erhvervet sig parceller i Asferg mose, men oprindelig har moselodderne tilhørt gårde og huse i Asferg sogn.
Som nævnt er den ældste form for tørveindvinding at skære tørven med en særlig spade. Efter skæringen lægges tørvene til tørre enkeltvis på et højt og luftigt sted, inden de køres hjem til forbrug.
På et ret tidligt tidspunkt har man erfaret, at det ved æltning af tørvemassen, med eller uden tilsætning af vand, er muligt at fremstille tørv af en langt bedre kvalitet, både i henseende til brændværdi i henseende til fasthed og vejrbestandighed. Under 2. Verdenskrig (1939-45) var der mangel på olie og kul, og der blev derfor fremstillet mange tørv i Asferg mose. De fleste som tørvebriketter.
Vådæltede tørv fremstilles ved at tørvemassen skrabes op af maskiner og køres til en æltemaskine, hvor der tilsættes vand, så æltemassen får karakter af en tyk vælling, som i særlige vogne køres til læggepladsen, hvor den aflægges i striber. Disse striber gennemkøres af en formemaskine, der efter at have udjævnet massen til et 10 cm tykt lag, ved hjælp af en formetromle inddeler massen i enkelte tørv. Efter nogen tids tørring ”rejses” tørvene på højkant til yderligere tørring. Til sidst opsættes tørvene i kubeformede småstakke (skruer eller røgler), hvor den endelige tørring finder sted.
Tøræltede tørv fremstilles ved æltning af tørvemassen uden tilsætning af vand. Efter æltningen presses massen ud gennem et rektangulært mundstykke i en lang sammenhængende stang, hvoraf de enkelte tørv afskæres.
Endelig kan tørvemassen, fra større, flade arealer som er drænede, opfræses eller løsharves, hvorved der sker en for tørring af tørvemassen. Den for tørrede tørvemasse, tørvesmuldet, kan herefter opsamles og køres til en briket presse, hvor det under højt tryk formes til tørvebriketter, den mest effektive udnyttelse af tørv til brændsel. Frem til ca. 1950 fremstillede Fårup Briketfabrik tørvebriketter fra den nordlige del af Asferg Mose.
Afvanding af Asferg Mose
Som man kan forstå af det foregående afsnit letter det gravningen af tørv, hvis mosens vandstand kan sænkes. For at gennemføre en delvis afvanding af mosen besluttede lodsejerne i Asferg Mose den 9. marts 1877 at danne et lodsejerlaug, kaldet Asferg Moseselskab, som skulle forestå arbejdet med at aflede vandet fra mosen nordud til Kåt Bæk. Arbejdet blev finansieret ved at opkræve et beløb i forhold værdien af de enkelte ejeres moselodder opgjort efter den gamle mosehartkorns- ansættelse, som for hele mosen androg 138 tdr. hartkorn. Arbejdet blev gennemført, men datidens teknik tillod ikke at grave så langt ned, at man effektivt kunne afvande mosen.
Ved krigsudbruddet i 1939 kunne man forudse et øget behov for tørvegravning, og den mest effektive måde at lave tørv på var at fremstille briketter. Denne teknik forudsatte at vandstanden sænkedes yderligere for at kunne skrabe tørvesmuld. Som et led i beskæftigelsesarbejderne under krigen gav staten tilskud til dræningsarbejder, forudsat hovedparten af arbejdet blev udført som håndarbejde. I December 1942 vedtog en generalforsamling i Moseselskabet at igangsætte en fornyet dræning af mosen med Hedeselskabets drænafdeling som projekterende. Arbejdet skulle udfø- res efter Landvindingsloven, ifølge hvilken staten ydede 2/3 af projektsummen i tilskud, medens den sidste 1/3 del blev ydet som et lån med 10 års afdragstid. Arbejdet blev påbegyndt i September 1944 og afsluttet i maj måned 1946. Projektets overslagssum var kr. 110.000,- men på grund af forskellige vanskeligheder og 3 gange lønstigninger i graveperioden endte de samlede omkostninger på kr. 151.627,- heraf skulle lodsejerne betale kr. 50.542,-. Dræningen fungerede godt, ikke mindst fordi man denne gang fik lagt hovedafløbet 4, 8 m under terræn på det kritiske sted omkring Balgårdsvej. Den lavere vandstand gav basis for den industrielle tørvefremstilling som Fårup Briketfabrik forestod i den nordlige ende af mosen.
Mosen brænder
Sommeren 1947 var usædvanlig varm og tør. I August opstår der brand i mosen. En gnist eller et henkastet cigaretskod satte ild i tørvemassen, og branden bredte sig til store dele af mosen. En sådan brand i tørvejord er meget vanskelig at slukke, fordi ilden arbejder sig ned i tørvelaget. Branden blev først endelig slukket ud på efteråret 1947 da der igen kom nedbør nok til at slukke ilden. Før branden kunne man finde mange hugorme i mosen, men mange af disse dyr omkom under branden således at det i dag er en sjældenhed at finde en hugorm i Asferg mose.
Mosen som rekreativt område
Efter branden i 1947 og med briket produktionens ophør ca. 1950 blev en del af mosearealet opdyrket til landbrugsjord. De opdyrkede arealer ligger for det meste øst for vejen gennem mosen (vasen) De opdyrkede arealer blev til græsningsarealer for Præstegården, Østervang, Svallinggaard samt Moselund. Senere, da kørene forsvandt fra ejendommene, blev nogle af arealerne dyrket med korn men det meste af det opdyrkede ligger i dag ud som brakjord.
Mosen tjener i dag overvejende som et rekreativ område (se billeder af skøjteløb om vinteren) og som jagtteræn for jagtinteresserede på egnen. Moseselskabet har været i kontakt med Århus Amt for at udbygge den rekreative værdi af mosen. Amtet gav i den forbindelse udtryk for, at man gerne ville hæve vandstanden i området, for at genskabe mosen som vådområde. Hedeselskabet blev bedt om at se på mulighederne. De oplyste, at en generel vandstandshævning ville umuliggøre dyrkning af den i mosen beliggende, opdyrkede jord, men også ville påvirke afvandingen af de omliggende 235 ha agerjord som afleder drænvand til Kåtbæk. Amtet skrinlagde herefter tanken om at hæve vandstanden i mosen.
Moseområdet kunne dog blive smukkere end det fremtræder i dag, såfremt der blev tyndet noget mere i de fremvoksende birketræer. Det blev forsøgt engang med ledige fra Purhus Kommune. Det gav kortvarigt en forskønnelse af landskabsbilledet, men arbejdsholdet af ledige til dette formål findes ikke mere. En mulighed var måske, hvis lodsejerne lod selvskovere fælde forud mærkede træer. Herved ville der kunne skabes en motivation til at få arbejdet gjort.
Svallinggaard, Juni 2003
Jørgen Mark
se også omtale i Purhus Lokalarkiv’s årsskrift 1998
|
|
